En af de senere års helt store litterære successer er paradoksalt nok en ældre amerikansk roman, »Stoner« fra 1965, der blev genudgivet i 2003 og udkom på dansk sidste år.
Den handlede om en vis William Stoners temmelig glædes- og begivenhedsløse liv. Om en husmandssøn, der blev andenrangs-litteraturunderviser på universitetet, giftede sig med den forkerte, elskede en anden og aldrig rigtig lykkedes med noget som helst.
Nu giver Lindhardt og Ringhof os endnu en af John Williams’ (1922-1992) romaner, nemlig den fem år ældre »Butcher’s Crossing«.
Vi befinder os i en anden tid og i en helt anden rå natur end det midtvest-provinsliv, Stoner befandt sig i, og hovedpersonen, Will Andrews, er nærmest Stoners diametrale modsætning. Vi skriver 1870erne, og Will har hævet sin arv og forladt sin Boston-familie og studierne på Harvard for at rejse vestpå.
Det bringer ham til Butcher’s Crossing, en flække i Kansas, som primært lever af de jægere og nybyggere, som er på gennemrejse i deres jagt på lykken. Will får kontakt til bisonjægeren Miller og hans enfoldige og gudfrygtige assistent Charley Hoge, og sammen med skinderen Schneider drager de mod Colorado-bjergene for at finde en kæmpeflok bisoner, som Miller hævder at være stødt på nogle år tidligere.
Det bliver et strabadserende livtag med naturens ubarmhjertige vilkårlighed og et dybt indblik i menneskets dyriske sider såvel som dets overlevelsesinstinkt.
De fire mænd tegner sig for hver deres type: Will er inspireret af den amerikanske filosof Ralph Waldo Emerson og drevet af en naturromantisk forestilling om, at han vil finde og frigøre sit selv i mødet med naturen. Miller er en kaptajn Ahab-lignende figur, der er opslugt af jagten på bisoner, og hvis mission først stopper den dag, den sidste bison er nedlagt. Charley er tidligere blevet knækket af naturen – den kostede ham en hånd, og han lever nu på to krykker: Bibelen og whiskyen. Schneider er udelukkende med for pengenes skyld og den, der har sværest ved at holde isolationen ud.
Detaljerigdom og stærke metaforer
»Butcher’s Crossing« er en afromantisering af western-myten. Vist fortæller Williams en historie om Amerikas fortid, og de lange skildringer af »frontierens« dagligdag – rutiner, navigation, bisonslagtninger, shelter-byggeri, etc. etc. – er skrevet med en sjælden sans for at formidle detaljerne, uden at de bliver tyngende.
Men der er intet heroisk over de fire jægeres togt eller deres overlevelseskamp. I den henseende er romanen en forløber til både de mange postklassiske westerns, der dukkede op i amerikansk film i løbet af 1970erne, og til en forfatter som Cormac McCarthy.
Det handler om at undersøge menneskets eksistentielle betingelser ved at sætte dem på spidsen. Således er Will også en anden og mere erfaren person, da han efter jagten vender tilbage til Butcher’s Crossing. Men han er så at sige hverken blevet klogere eller dummere på sig selv.
De læsere, der holdt af »Stoner«, kan godt finde bøffelskindspungen frem og bevæge sig mod boghandlen, for »Butcher’s Crossing« er lige så gribende og velfortalt som »Stoner«.
Stillejet er nøgternt og registrerende med et nærmest filmisk fokus på den konkrete situation, der skildres, men med pludselige, stærke metaforer og billeddannelser, som får én til at stoppe læsningen, søge lidt tilbage og genlæse, ikke for at forstå, men for at nyde formuleringen igen.
Uden at ødelægge noget for læseren, kan vi fint afslutte med bogens sidste sætning: »Han red uden hastværk og mærkede hvordan solen langsomt stod op bag ham og hærdede luften.«
Meget bedre kan det ikke gøres.
Titel: Butcher’s Crossing. Forfatter: John Williams. Oversætter: Mich Vraa. Sider: 329. Pris: 299,95. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
