Over blot tre år udgiver den britiske romanforfatter og journalist Ken Follett sin historisk fiktive trilogi om det 20. århundrede.
I dette efterår gælder det bind 2, som meget passende hedder »Verdens vinter«, fordi den strækker sig over perioden, hvor det politiske klima fra krigens chokstart over lettelsen efter befrielse til den kolde krigs fronter nærmer sig permafrosten.
Og læseren er med og føler sig herligt underholdt og oplyst over de 900 sider, det varer. Lige fra de første sider i strækmarch over de forkullede bjælker i den udbrændte rigsdag i Berlin under Hitlers og Görings ophidsede og hysteriske propaganda-inspektion i 1933 og frem til de sidste kapitlers indføring af Marshall hjælpen i 1947. Støtteprogrammet, der skulle hjælpe Europas genopbygning i gang - og sikre det kapitalistiske system i Vesteuropa og købekraften i USA, alt imens Sovjetunionen omringede Berlin, befæstede kommunismen i Østeuropa og foretog sin første atombombesprængning. Den kolde krig kunne begynde.
Det er inden for disse verdenshistoriske milepæle, Folletts utroligt velresearchede roman udspiller sig. Men det er ikke bare læseren, der inviteres med indenfor til nærkontakt med historiens ledere fra F.D. Roosevelt i USA over Winston Churchill i Storbritannien og Hitler i Tyskland til Stalin i Sovjetunionen. I korridorerne og tæt på de afgørende politiske beslutninger færdes de fiktive personer fra fem sammentømrede familier - to engelske, en tysk, en russisk og en amerikansk - der holder handlingen i gang og reflekterer historiens skæve gang.
Trods de mange individuelle skæbner, der undervejs fletter sig ind i hinanden, lykkes det ikke helt Follett at nuancere de nationale stereotyper. Amerikanerne forbliver den letlevende, forlystelsessyge forbrugernation, mens englænderne svinger mellem tedrikkende konservativ feudalisme og socialdemokratisk minearbejder nation. Russernes nationale karaktertræk som vodkadrikkende voldtægtsmænd og tyskernes letbevægelige politiske rationale fastholdes også konsekvent.
Følger man med spænding de erotiske - heller ikke her overlades noget til fantasien - og følelsesmæssige udvekslinger de fem familier imellem som drivkraft for den politiske udvikling med udveksling af hemmelige dokumenter, så gives der ikke hos Follett en egentlig litterær forløsning.
Her er ingen dunkle motiver, ingen sammensatte personer, ingen metafysiske overvejelser eller åndelighed. Personerne er éndimensionale, gode eller onde, ideologierne er noget bras, og den litterære komposition er så stram som en rapport fra de respektive landes udenrigsministerier med indlagt veltilrettelagt sentimentalitet.
Romanen klinger ud til salmesang af »Stille Nacht« (Glade Jul), hvor Carla - én af de få uselviske skæbner i romanen - må indse, at hun omgives af flere og flere »utilstrækkelige mennesker«, der foretrækker et brutalt styre, mens hun selv ønsker »at verden var blevet et bedre sted at leve på grund af hende«.
Ingen tvivl om, at forfatterens moralske budskab ligger velforvaret et blødt sted i den socialdemokratiske humanisme, hvor man gerne vil »gøre en forskel«. Romanen skal læses for sin mangfoldighed af veltilrettelagt miljøskildring, hvor tidsånd, påklædning, mode og drinks serveres så afmålt, at underholdene romanlæsning med et utal af åndløst spændende krigsreportage og spionage går hånd i hånd med lærerig, skemalagt historieundervisning.
