»Jeg var den eneste, der ikke var dekoreret. Og tænk, jeg var den eneste, der var internationalt berømt. Sådan har man haft sin spas.«
Denne syrlige bemærkning, fremsat af Asta Nielsen på hendes ældre dage, er rettet mod en række danske skuespillere. Stumfilmstjernen Asta Nielsen fik nemlig ingen ordner eller anden form for anerkendelse i sit hjemland, Danmark.
Hun måtte endda lide den tort 13 gange at få afslag på ansøgninger om at få en biografbevilling, og det var ellers noget, mange ældre skuespillere og filminstruktører fik, når de kom op i årene, men altså ikke Asta Nielsen, der som ung blev verdensstjerne i kraft af filmen »Afgrunden«, hvor hun dansede en udfordrende dans - gauchodansen - med en ung Poul Reumert.
Derefter blev hun med udgangspunkt i Tyskland en af de første og største stumfilmstjerner, men det var, som om det tyske klæbede til hende, selv om hun for eksempel meget kontant afviste et tilbud fra den nazistiske propagandaminister Goebbels om at få sit eget filmselskab. På sine ældre dage flyttede hun tilbage til Danmark, hvor hun døde i relativ glemsel som 90-årig. Det var i 1970.
Nu er der kommet en ny bog om hende, Eva Tinds »Astas skygge«. Historien om dén er, at da Asta Nielsen var blevet gammel, optog den unge beundrer og antikvarboghandler Frede Schmidt i al hemmelighed omkring 100 timers telefonsamtaler med hende.
De bånd kom Eva Tind på sporet af, da hun i nogle år, efter at være flyttet ind i en opgang, som Asta Nielsen tilfældigvis også engang havde boet i, havde taget tilløb til at skrive en bog med hende som omdrejningspunkt.
For få informationer
Med et betragteligt talent for at tænke og skrive – men uden noget særligt kendskab til film – gik Eva Tind ufortrødent i gang, idet hun forfulgte ét spor ad gangen. Først instruktøren og produceren Torben Skjødt Jensen, der stadig havde Frede Schmidts gamle optagelser med Asta Nielsen liggende efter at have brugt dem i sin dokumentarfilm »Den talende muse« (2003), dernæst eksperter i Tyskland og Sverige.
Der er en ganske fin spænding i Eva Tinds beskrivelse af de fortrædeligheder, hun oplever i forbindelse med sin research, og i hendes fortælling om de ting, hun finder undervejs. Omvendt virker bogen noget mere lang i spyttet, når linjer og sider bruges på at beskrive de folk, hun møder, og deres frisurer eller den mad, der spises.
Til gengæld er det regulært spændende at læse, hvad Asta Nielsen siger om filminstruktøren Carl Th. Dreyer, sin gamle kollega Clara Pontoppidan, skuespilleren Liva Weel og sin første mand, instruktøren Urban Gad (ham med »Afgrunden«), der får det glatte lag. (Han havde angiveligt forsøgt at anklage hende for at være spion, efter at de var blevet skilt.)
Det er også rørende at læse om datteren Jesta, der begik selvmord, men der er desværre kun spæde forsøg i bogen på at beskrive, hvad Asta Nielsen kunne på film, hvor hun havde en for sin samtid helt særlig naturlighed.
Eva Tind spørger på et tidspunkt sig selv, om hun er blevet Asta Nielsens biografiskriver, men til det spørgsmål er svaret et klart »nej«. Dertil får vi for få informationer og for mange litterære røgslør.
Titel: Astas skygge. Forfatter: Eva Tind. Sider: 294. Pris: 299,95 kr. Forlag: Gyldendal.
