Gode forfattere er gode på vidt forskellige måder. Nogle imponerer med fortællemæssigt overblik, andre med sprog, endnu andre med psykologisk indsigt og så videre.
Men der er også dem, der er dygtige på måder, der er så selvfølgelige, at de let undervurderes. Som nu norske Erlend Loe, der ikke har vundet tunge priser, men har skrevet flere strålende romaner. Ikke mindst »Doppler« fra 2004, om en mand, der er så træt af »at være kompetent«, at han beslutter sig for at forlade byen og familien for at leve i naturen.
Det er en klassisk rejse i litteraturen, dén fra civilisationen til naturen, men modsat H.D. Thoreau, der i »Livet i skovene« vendte civilisationen ryggen og slog sig ned ved en sø, eller Christopher MacCandless, der i »Into The Wild« rejste ud i den livsfarlige ødemark, ja, så vælger den gode Andreas Doppler at slå sit telt op i Oslos udkant.
Loe turnerer »Doppler« med en blanding af humor, ironi, naivisme og diskret absurdisme, som er så selvfølgelig, at romanen ligner en bagatel. Det er den ikke. Den er derimod en både varm og hvas skildring af det trygge, moderne, men også snærende liv – og det noget nær umulige ved at undslippe det.
Det tema løb med over i opfølgeren, »Volvo Lastvagnar«, fra 2005, og med den aktuelle »Enden på verden som vi kender den« afslutter Loe dét, der åbenbart hele tiden har været tænkt som en trilogi.
For meget og for lidt
Og nu er det, at jeg så gerne ville sige, at romanen runder serien om Doppler af med bravour. Det er bare ikke tilfældet, selv om det begynder lovende. Doppler er nemlig vendt tilbage fra skovene og glæder sig til genforeningen med familien. Men da han når familiens hus, ser han, at en anden mand er flyttet ind og har overtaget hans plads. Endda på superkompetent vis.
Doppler vælger derfor en mellemløsning og flytter ind i træet uden for huset og begynder at sabotere den superkompetente mands position. Blandt andet ved at liste ind i huset og i al hemmelighed ejakulere på en hovedpude, på chatollet og på en lykkekat. Hvilket naturligvis får konen til at mistænke den superkompetente mand, der svarer sådan:
»Jamen Solveig, søde du, jeg ville aldrig gøre den slags på lykkekatten, det kan du vel nok forstå, den købte jeg jo ved det gamle tempel i Kyoto, jeg har kun ærbødighed og varme følelser til overs for den.«
I de kapitler vender og drejer Loe den lille historie lige så fint, morsomt og opfindsomt som tidligere, men overdrivelserne og absurditeterne får gradvis for meget plads. I sin deroute ender Doppler eksempelvis som (veludstyret) pornoskuespiller i København, og det kunne måske være gået, hvis det havde været morsomt. Men det er det ikke rigtig, ligesom Dopplers omgang med dommedagsprofeten og »survival coachen« Sensei Arntzen kun kalder på et stift smil.
Ømt og morsomt er det derimod, når Loe skriver om Dopplers bedste ven, elgen Bongo, som han har måttet efterlade hos en »hjortedyrsentusiast« i skovene. Nu håber Doppler bare, at Bongo snart vil møde nogle elge af det modsatte køn:
»Men det skulle ske skånsomt og uden pres, for Bongo var en ung følsom elg med et strejf af 1800-talsromantik, helt blottet for vulgære tendenser.«
Det er Loe, når han er bedst. Så er han blandt de allerbedste. Gid han var det lidt oftere i denne ombæring, der på samme tid er for meget og for lidt.
Titel: Enden på verden som vi kender den. Forfatter: Erlend Loe. Oversætter: Susanne Vebel. Sider: 280. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.
