Det var med gru, at den unge Jakob Levinsen i 1976 mødte op til sin første matematiktime i gymnasiet. Han havde nemlig hørt, at han skulle have en skrækkelig lærer a la dem, man møder i Hans Scherfigs »Det forsømte forår«. Det viste sig dog, at det slet ikke var en grusom, autoritær tyran, han mødte, men en uforstilt myndighed i form af en vis frøken Mogensen. En arketypisk myndighed.
Jakob Levinsens »Gå bare selv« er et forsvar for den personlige myndighed. For ham handler myndighed ikke om at være en kasketklædt autoritet, der langer bøder ud.
For ham er myndighed først og fremmest at være en tilstedeværende voksen, og myndigheden sætter sig kun igennem, så længe »den fremstår ærligt«. Ikke ved at sprede frygt, men ved at hvile i sig selv og ved at vedgå sine egne synspunkter. Det er ægte respekt for andre ikke at dække over, hvad man står for. Det sidste er nok så væsentligt.
Jakob Levinsen sporer nemlig en frygt for reel debat, principiel uenighed og strid, ikke mindst i den kunst- og kulturverden, hvor han som redaktør, kritiker og forfatter har boltret sig i 25 år.
Hans synspunkt er, at denne håndskyhed over for det principielle medfører, at vi får en pseudodebat. At den betyder, at vi afstår fra principiel debat og i stedet får en offentlig samtale, hvor vi tillægger andre synspunkter, de ikke har. Eller hvor der, frem for at blive henvist til forstanden, henvises til mærkelige føle-sanse-argumenter i stil med »jeg brækker mig over dén og dén og dét og dét.«
Et kig rundt på diverse facebooksider vil overbevise de fleste. Her ser Levinsen også den tendens, at vi herhjemme har vænnet os til, at ungdom kan vare hele livet. Klangen af voksen myndighed har derfor for mange noget skræmmende over sig, mener han, men det er øvrigt ikke en autoritær tilgang, der præger ham. Tværtimod er hans hovedsynspunkt, at den enkelte har frihed og ansvar til at forme sit eget liv. Og at myndighed handler om at tage ansvaret på sig.
Mange mellemregninger
»Gå bare selv« er en lidt knudret bog, hvor der er mange mellemregninger. Der er således lange udredninger om, hvordan det, der har været den herskende mening inden for kunst og kultur, på sælsom vis i egen selvforståelse står udenfor og marginaliseret i forhold til magten, men alligevel er endt med at være en magt. Over den gode smag. Og over holdningsdannelsen.
Symbolsk er PH-lampen blevet et udtryk for god smag i velfærdsstaten, påpeger Levinsen, der også redegør for, hvordan visse – lad os kalde dem kulturradikale – synspunkter har været dominerende. Og bemærk så i øvrigt, at han skriver i førnutid! Og at der ikke tales om magten i bestemt form, men om en magt, fordi der ikke længere findes én samlet myndighed, der definerer den gode smag.
I dag er der af samme grund langt mere frihed til forskellighed, der er langt flere måder for den kreative industri at eksistere på end den, der har at gøre med offentlige støttesystemer. Her trækker Levinsen på de teorier om »den kreative klasse«, der blev fremført af amerikanske Richard Florida, og hvor det i høj grad handlede om iværksætteri og innovation for private penge.
Men først og fremmest leverer Jakob Levinsen et fuldtonet forsvar for den personlige myndighed. Uden at forfalde til at være som fortidens faldne autoriteter taler han til det bedste i os hver især og opfordrer os til frimodigt at tage myndigheden på os.
»Gå bare selv« er i egentlig forstand en lektion fortalt med myndighed. Den myndighed, som frøken Mogensen lærte den unge Jakob Levinsen for snart fire årtier siden.
Titel: Gå bare selv. Forfatter: Jakob Levinsen. Sider: 172. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.
