Hvor lange spor kan en forgiftning og efterfølgende hjerneskade trække?
Tilsyneladende et så langt ét af slagsen, at det hos dem, der er mistænkt for at stå bag, udløser stor livsangst, lukkede rum, hvor kærligheden ikke kan trænge ind, og modvilje mod at forpligte sig over for andre. Sådan er det i kinesiske Yiyun Lis »Et rum større end ensomheden«, der har en gennemført melankolsk tone .
Romanen gennemspiller, hvordan ødelæggende samvittighedsnag forvandler sig til skæbne. Hovedpersonerne er tre studerende venner, der involveres i en sag om et stjålent kemikalie, der fører til forgiftning af en lidt ældre, systemkritisk studerende. Over 300 sider forbliver det ubesvaret, om det er et selvmordsforsøg, et uheld, et mordforsøg eller et komplot udtænkt af op til flere.
Dødsfaldet er det, der åbner romanen. Vi er i nutiden, hvor Shaoai, giftofferet, dør efter mange års sygdom og dyb mental svækkelse.
Kun en »diamantungkarl« tilbage i Beijing
Af de tre ungdomsvenner er kun den mandlige hovedperson, den velhavende Boyang, tilbage i Beijing, mens de to kvinder, Moran og Ruyu, bor i USA.
Boyang har troligt skrevet konstant ubesvarede e-mails til de to for at holde dem opdaterede om Shaoais tilstand.
Boyang er »diamantungkarl«, som de velhavende 35+-singler kaldes i Kina, en sugardaddy med en holdt 22-årig veninde.
Ruyu er hittebarnet, der har to forliste ægteskaber i bagagen og holder andre fra livet ved at være en stille eksistens, der uden for sin normale arbejdstid er hushjælp hos et amerikansk par.
Moran lever helt isoleret og trives som sådan med sit arbejde på et laboratorium.
Hver især har de følelsen af at være forladte og svigtede, at styre uden mål og med. De lever i fortiden, mindernes land, den tabte tid.
Der skiftes mellem nuet, korte flashbacks og så romanens motor, der udspiller sig over nogle korte måneder i 1989. Beijing dengang var cyklernes og parolernes by, hvor byen i dag er metropolens puls, velstand og migrantarbejdere, der knokler.
»Et større rum end ensomheden« er dog ingen handlingsroman, men en roman om det »stædige valg af ensomheden« og om, hvorvidt der i sidste instans kan vise sig noget, der er »større end ensomheden«.
I udpræget grad er romanen også en indre dialog, der fremmaner følelser og stemninger, og den kræver noget af sin læser. Den indadvendte dialog, de konstante selvopgør, som vi kender så godt fra verdenslitteraturen, er fattig på handling, men rig på den marginaliseredes tungsind.
Utallige henvisninger til Kina i 1950erne
Men trods temaet – sjælens ubodelige ensomhed – er der progression i persontegningen. Vi er med fra barndom til voksenliv.
Fortællerstemmen kryber ind under huden på de tre hovedpersoner – og kortvarigt på den forgiftede Shaoais tante – og vi får Ruyus dramatiske historie som hittebarn, der vokser op hos to ældre, dydsirere kristne tanter, der siden sender hende til Beijing.
At de to søstre ikke har sat deres ben i Guds hus, siden den blev statskirke i begyndelsen af det nye Kina i 1950erne er blot én af utallige henvisninger til den nyere historie, der fungerer som romanens diskrete og i øvrigt ret upolitiske bagtæppe.
Ruyu har fra purung en isnende distance til alle omkring sig, og da hun kommer til Beijing, deler hun værelse med Shaoai, der er kommet i problemer efter at have deltaget i studenterprotesterne på Den Himmelske Freds Plads i forsommeren 1989.
Ruyus ven Boyang er barn af to professorer, men vokser op hos en bedstemor, fordi forældrene ikke magter ham. Moran er den behagesyge, udstyret med lige dele stort mindreværdskompleks og hjerte for andre.
Trekantsdramaet – eller firkantsdramaet – har en sådan almengyldighed, at tid og sted ikke er afgørende. Yiyun Li forstår bedre end de fleste at gennemlyse, udforske og reflektere over ensomheden, tabet og kærlighedens væsen.
Titel: »Et rum større end ensomheden«.
Forfatter: Yiyun Li.
Sider: 322. Pris: 350 kr.
Forlag: Gyldendal.
