Hvis verden ikke ser det lille barn, svinder det oftest ind til det rene ingenting, psykisk og nogle gange også fysisk. Det svigtede barn kan som hos den unge forfatter Vanessa Joy Hobbs blive en i både overført og bogstavelig forstand tynd og knortet pind, der knækker for et godt ord og river sine nærmeste med i selvødelæggelsen.
Hos hende kan man høre knækket på larmen fra smækkede døre, ukvemsord og provokationer, og man har kunnet se det på hendes lange afmagrede lemmer, hendes unaturlige forhold til mad, hendes alt for pæne facade i farens nye, fortravlede familie og hendes forgæves forsøg på ikke at blive lagt mærke til af andre end sit sygeligt krævende spejlbillede. Og så af faren.
I den hudløst ærlige, meget modige og næsten ubehageligt påtrængende selvbiografiske bog »Flæsk« fortæller Vanessa Joy Hobbs om tre traumatiske år i sit unge liv.
Fra hun i sommeren 2009 som nystartet gymnasieelev og eftertragtet model mærker de første tegn på en psykisk ubalance, til hun i efteråret 2012 er kommet så langt ud af anoreksiens, behandlersystemets og sine følelsers stramme greb, at hun kan holde balancen. Rask bliver hun måske aldrig, men hun er stærk nok til at stå frem og fortælle verden, hvad den ikke har magtet eller villet høre og se.
Hobbs er vred, og på mange måder med god grund. Hun er vred over at have mistet og vred over ikke at være blevet set. Hun er vred over forældrenes skilsmisse, vred over farens fravær, hans fokus på sin nye og hastigt voksende familie og hans svigt, da hun bliver syg.
Vred over modebranchens hykleriske forholden sig til forkvaklede hoftemål og udsultede modeller, vred over behandlersystemets rigide terapiforløb, hvor selvbestemmelsen og respekten tages fra den syge, vred over bagtalende veninder, vred over sig selv.
Ja, hun er i en lang periode endog vred på sin eneste faste støtte i livet, moren, da denne gradvist indvier omverden i Vanessas voksende spiseforstyrrelse.
På den ene side vil den unge kvinde helst ikke ses af nogen, hun vil svinde ind og være en svag skygge af sig selv, lidt som den artige storesøster, hun hidtil har været for farens nye børn. På den anden side vil hun gerne vise verden, at hun er normal, og holde fast i den sidste sociale normalitet i sit liv, vennerne.
Hun vil gerne tækkes modelbranchen, der kun vil have åleslanke og tydeligvis underernærede mannequiner, men som bakker baglæns, når de selvsamme personer får stillet diagnosen anoreksi.
Hobbs’ bog er lige så meget en åbenhjertig, først selvforløjet og siden selvindsigtsfuld dagbog, som den er et vigtigt debatindlæg.
Den henvender sig til både forældre og andre pårørende, til anoreksiramte og andre unge, til modelmuttere og resten af modebranchen samt ikke mindst til psykologer og hele det behandlersystem, som Hobbs ikke har den store respekt overfor.
Hendes bog er et værdigt bidrag til forståelsen af det anorektiske sind, og den bliver ikke ringere af, at hun skriver med et smukt og stærkt sprog med fyldt med blomster, blister og blødende sår.
Indimellem bliver det måske lige en anelse for ordrigt og overlæsset, men Hobbs er ung, har stadig tid til at lære – og forhåbentlig andre bøger i sig.
Titel: Flæsk. Forfatter: Vanessa Joy Hobbs. Sider: 246. Pris: 200 kr. Forlag: Gad.
