Skil fiktion fra biografi. Det er almindelig skolelærdom – eller burde i hvert fald være det – at intet kunstværk må læses med kunstnerens liv in mente. Det fortjener hverken værket eller kunstneren.
Men der er naturligvis tilfælde, hvor det er lettere sagt end gjort. Tag bare Nick Caves aktuelle album, »Skeleton Tree«, der er indspillet i skyggen af hans søns død og er mørkt, desillusioneret, ladet med død og tvivl.
Eller tag den svenske litteraturprofessor, forfatter og feminist Ebba Witt-Brattström, der måtte opgive efter 25 års samliv med Horace Engdahl – forfatter, historiker og tidligere sekretær i Det Svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen i litteratur.
Det var et brud, hvis bitterhed og smerte nåede langt ud i den svenske offentlighed, og Engdahls bog »Den sidste gris« fra tidligere i år blev set som et partsindlæg, selv om han ikke selv så sådan på den. Og nu er hun, Ebba Witt-Brattström, så ude med sin skønlitterære debut, »Århundredets kærlighedskrig«.
Feminisme og sorg
Allerede titlen lokker til biografisk læsning. Men der står altså »Punktroman« på omslaget. Det bør tages for pålydende. Romanen består – sådan som puntkromanen tilsiger det – af tekststykker, som læseren selv må skabe sammenhæng i.
Gennem teksterne, der vanligvis er på tre-fire linjer, har et »Han« og et »Hun« skiftevis ordet, og deres tale er undervejs isprængt citater fra musikere og ikke mindst forfattere, fra Edith Södergran over August Strindberg til Lena Andersson, og som i en græsk tragedie kommenterer de slagsmålet på ord, hvor manden og kvinden angriber hinanden for indimellem at forsøge at nå frem til en form for forbrødring.
Hun taler med ord og termer fra feminismen: »Hun sagde:/Jeg lever som en fange i dit magtapparat.« Og hun angriber hans selvgodhed, hans afhængighed af smiger , hans selvtilstrækkelighed: »Hun sagde:/Det var i hvert fald klar besked/Du er dig og dermed basta./Bedst og størst og parat og færdig.«
Han svarer lige så hårdt og sårende: »Du med dit lille/ligestillingsministerium/Hvem interesserer sig for det.« Og spørger igen retorisk: »Hvornår tænker du nogen sinde/på andet end din egen krænkethed/og på hvor frygteligt det er/at folk ikke synes/at du er en stor autoritet.«
Sorgen er der også. Som når hun siger: »At gå omkring i ruinerne/af et livslangt forhold/og få mistanke om/at der aldrig var/noget fælles bygningsværk.«
Alt er spildt. Alt er tabt. Det er hård læsning, og alle der har gennemlevet et pinefuldt brud, vil se sig selv et sted i »Århundredets kærlighedskrig«, der for alvor bevæger, når de to sænker knivene, blotter sårbarheden og tør tale om det flakkende håb om genforening. Når hun siger »Jeg er så frygtelig ked af det. Og du?« og han svarer »Ja/det føles håbløst/at vi faldt ned i sølet igen.«
Som skønlitterær tekst fungerer »Århundredets kærlighedskrig« udmærket, og inspirationen fra August Strindbergs »Dødsdansen« og Märta Tikkanens »Århundredets kærlighedseventyr« er tydelig, uden at være skyggende.
Men citaterne fra litteratur- og musikhistorien virker ofte unødvendige og forcerede, ligesom romanens »Han« i langt højere grad end dens »Hun« fremstår som en karikatur: Manden er voldelig, opblæst og mener – i 2016 og ikke i 1716 – at en mand skal være herre i eget hus. Romanen gør ikke desto mindre ondt. Fiktion eller ej.
Titel: Århundredets kærlighedskrig. Forfatter: Ebba Witt-Brattström. Oversætter: Anne Marie Bjerg. Sider: 192. Pris: 230 kr. Forlag: C&K.
