I 1939 enedes de to diktatorer Adolf Hitler og Josef Stalin om at dele området fra Berlin til Moskva mellem sig. De to blodtørstige ledere foragtede enhver tendens til national selvbestemmelse, og de arbejdede sammen for at udrydde eliten i landene i Østeuropa og undertrykke resten af befolkningerne.
Mens Hitler led nederlag i Anden Verdenskrig, sejrede Stalin og underlagde sig større områder, end han havde håbet på, da han underskrev pagten med Hitler. Den sovjetiske undertrykkelse af disse områders mennesker er emnet for den amerikanske historiker Anne Applebaums nye bog »Jerntæppet. Østeuropas fald 1944-1956.«
Vesten så til med stiltiende accept, mens Stalin knuste landenes selvstændighed. Anne Applebaum, hvis storværk om Gulag, det sovjetiske fangesystem, blev oversat til dansk i 2004, skriver, at de vestlige ledere og befolkninger ikke kunne forudse omfanget af den kommunistiske undertrykkelse. Derfor »gjorde man sig næsten ingen anstrengelser for at forhindre dette i at ske.«
Hun beskriver, hvordan den sovjetiske totalitarisme fra begyndelsen satte sit aftryk på de besatte landes befolkninger, og hendes påstand er, at Sovjetunionen allerede med ikke-angrebspagten med Hitler målbevidst arbejdede på at knuse landenes selvstændighed og frie vilje. Det skete systematisk fra 1945, hvor sovjetiske tropper besatte en række lande, der tidligere havde været selvstændige.
Plyndring og undertrykkelse
Da Stalin ikke kunne få valgt sine egne »folkedemokratiske« regeringer, fordi befolkningerne gennemskuede kommunisternes hensigter, satte han sig brutalt på magten, og han lod sine lakajer udføre det brutale undertrykkelsesarbejde. Disse lakajer var kommunister fra de nu besatte lande, der allerede under krigen havde været på skoling i Sovjetunionen.
I alle lande blev der sat udplyndringer i værk, hvor værdier – ja, hele fabrikker – blev ført til Sovjetunionen, og i alle lande blev enhver tendens til nationalfølelse eller oppositionel virksomhed standset med fængsel, deportation eller død.
I alle lande opbyggede Sovjetunionen hemmelige sikkerhedstjenester med tusindvis af medarbejdere, der var sat til at udspionere deres landsmænd. Vi er vant til at høre om DDR og Stasi, men tjenesterne i de andre østlande var også veludbyggede.
Applebaum beskriver nøje udviklingen af den hemmelige tjeneste i Ungarn, der med brutale midler snart fik indført et rædselsregime. Tjenesten blev ledet af sovjetkommissærer fra Moskva, der levede fyrsteligt i Budapest med tjenere og store lejligheder.
Efterretningstjenesten havde indrettet sig i det hus, som Gestapo i sin tid havde brugt til forhørslokaler, og hvor man nu spærrede kommunismens modstandere inde i de samme torturrum. Stedet er i dag et museum, der kaldes »Rædslernes Hus«.
Belejringstilstand og deportation
Alle østeuropæiske borgere, der havde kontakt med udlændinge, blev anset for at være spioner. Særligt slemt, skriver Applebaum, blev det i DDR, men også i de andre besatte lande havnede man i en belejringstilstand, hvor enhver kontakt med folk udefra blev betragtet som en sikkerhedsrisiko. Sikkerhedstjenester førte i tusindvis af sagsmapper over folk, hvis loyalitet blev betvivlet.
Først og fremmest stræbte Sovjetunionen efter at ramme de egentlige oppositionelle. Man kaldte disse fjender »fascister«, og efterhånden voksede antallet af dem.
I Polen arresteredes således fra januar til april 1945 215.540 mennesker. En del var af tysk herkomst, men der var også 38.000 polakker, der alle blev sendt i arbejdslejre i Sovjetunionen.
I DDR brugte man nazisternes gamle lejre, og mellem 1945 og 1953 blev 150.000 mennesker indespærret. Hver tredje døde af sult og sygdom. I Ungarn arresterede man i årene efter Anden Verdenskrig 140.000 til 200.000 mennesker, der blev deporteret til Gulag. Der var forsøg på at gøre modstand, og oppositionsgrupper blev dannet i en række lande, men hvis de havde håbet på hjælp fra Vesten, forregnede de sig. De organiserede forsøg på oprør eller blot demonstrationer blev slået brutalt ned som i DDR i 1953 og i Ungarn i 1956.
Etnisk udrensning
Ligesom Nazityskland bedrev Sovjetunionen også etnisk udrensning. Efter krigen ramte det selvfølgelig folk af tysk afstamning, der blev fordrevet i stort tal. Det var en politik, der, skriver Applebaum, fik »klar støtte« af alle de vestlige lande.
I grænseområdet mellem Polen og Ukraine rasede voldsomme etniske konflikter, og det hemmelige sovjetiske politi arresterede i 1947 76.192 ukrainere og deporterede dem til Gulag.
Applebaum berører også i et indsigtsfuldt kapitel det betændte emne om jødernes skæbne i Østeuropa efter krigen, hvor de igen blev ofre for forfølgelser, både fra lokale befolkninger og fra Sovjetunionen. Slansky-processen i Tjekkoslovakiet i 1952 er det bedst kendte eksempel.
Den massive undertrykkelse blev fulgt op med indoktrinering, elendige forsyninger, tristesse, skrækkelig arkitektur og depressioner.
Det var en stagnationsperiode og en elendighed så stor, at det påvirkede alle. Kommunisterne slog ned på kristne foreninger, kirker og spejdere, for de ville ikke tolerere foreninger, der ikke var under fuld kontrol.
Undertrykkelsen skete ikke uden protester, og til tider var der uro, men kommunistregimerne kunne samtidig regne med indflydelsesrige tilhængere i vesten. Applebaum peger på, at folk som filosoffen Jens-Paul Sartre og maleren Pablo Picasso gav regimerne legitimitet. Hun kunne også have lavet en lang liste over danske medløbere, der gjorde det samme og fortsatte med det op til Murens fald.
Håbet udelades ikke
Vestlige iagttagere som filosoffen Hannah Arendt troede, at totalitarismen ville knuse al modstand, fordi den åd sig ind på nationernes sjæl.
Men, skriver Applebaum: »De tog alle fejl. Mennesker forvandler sig ikke helt så let til »totalitære personligheder«. Selv når de virker forheksede som følge af den kult, der omgiver en leder eller et parti, »kan man ikke uden videre skue hunden på hårene«.
Og »selv når det ser ud, som om de er i fuldstændig overensstemmelse med den mest absurde propaganda, selv når de marcherer i parader, råber slogans eller synger, at partiet altid har ret, så kan fortryllelsen pludselig, uventet og dramatisk blive brudt«.
Dét er Anne Applebaums optimistiske udgangsreplik efter en beskrivelse af mennesker, der i 45 år var nedsænket i en kommunistisk fryseboks. Applebaums bog har sin begrænsning. Hun har udvalgt få lande og en kort periode, 1944-1956, så man kommer til at mangle væsentlige dele af det samlede billede.
Men det er dog en meget væsentlig bog, og den er skrevet med fornemmelse for det dramatiske og overraskende. Den Kolde Krig er nok en overstået periode, men den kaster lange skygger. Det burde den også i Danmark, hvor vi svigtede mennesker bag Jerntæppet i afgørende situationer. Fordi vi ikke turde andet.
Hvem: Anne Applebaum.
Titel: »Jerntæppet. Østeuropas fald 1944-1956«.
Sider: 731. Pris: 400 kr.
Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag.
