I mange år efter Anden Verdenskrig snakkede man ikke meget om de danske frivillige, der havde været en del af SS-styrkerne. Vi havde de løsagtige Sven Hazel-bøger, men først med bogen »Under hagekors og Dannebrog – Danskere i Waffen SS« fra 1998 blev de 6.000 danskeres indsats for Nazityskland seriøst beskrevet. Bogen var skrevet af tre unge historikere, Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith.
Nu, 17 år efter, udsender de samme tre historikere bogen »Waffen-SS. Europas nazistiske soldater«, der beskriver Waffen-SS generelt, og der er ingen grund til at gemme min konklusion til sidst: Der er tale om forskning og fortælling på højeste internationale niveau, hvor historien om de danske frivillige er integreret i den generelle historie om denne SS-hær, der talte godt en million mand med 34 divisioner. Hæren bestod af tyskere, men også af folk fra alle mulige andre områder, og den havde endda en muslimsk division.
»I det militære SS smeltede ideologi, normer og krigshandlinger sammen og skabte en af vor tids mest brutale og forbryderiske organisationer,« som de tre historikere konkluderer.
Under Himmlers ledelse
Bogen baserer sig på omfattende litteratur og arkivstudier, der i sig selv er imponerende, og de 100 siders noter bevidner, at der ikke alene er øst af mængder af kilder, men at hver eneste oplysning er kritisk vurderet. Der er tale om et ryk væk fra snæver dansk historieskrivning. Den danske indsats ses i et internationalt perspektiv, indsigten er dyb, og kildestudierne nære og kritiske. Bogen undervurderer ikke læserne, og man belønnes hele vejen igennem rigt.
»Waffen-SS. Europas nazistiske soldater« beskriver dannelsen af den militære SS-enhed fra begyndelsen i 1933, hvor der var tale om en ganske lille styrke, som fungerede som Hitlers livvagt. Under SS-lederen Heinrich Himmler voksede den militære gren af SS eksplosivt, og Adolf Hitler havde et godt øje til dens udvikling, mens den traditionelle hærledelse så på med skepsis. En vigtig del af fortællingen er, at Heinrich Himmler efterhånden blev den stærke mand i det nazistiske hierarki og med Waffen-SS, som enheden kom til at hedde i 1940, også militært blev systemets stærke mand – efter Hitler.
Født til brutalitet
Fra starten var SS-folkene villige til at bruge brutale metoder, og allerede i 1939, under invasionen af Polen, blev kristne polakker og polske jøder massakreret.
Forfatterne har støvsuget både vestlige og østlige arkiver samt retsdokumenter for i detaljer at dokumentere brutaliteten. I dansk litteratur er det som oftest ugerningerne på Østfronten, der omtales, men forfatterne beretter også om de mange steder på Vestfronten, hvor Waffen-SS begik forfærdelige handlinger, selv om det værste foregik østpå.
Bogen er stort set renset for vidneudsagn fra ofrene, og forfatterne baserer sig på udsagn fra soldater, hvilket måske kan undre, men det virker alligevel stærkt, fordi selv forbryderne altså nødtvungent indrømmede, at de deltog i umenneskelige handlinger. Det var ikke, fordi den tyske Værnemagt holdt sig tilbage med forbrydelser, men forfatterne skriver, at Waffen-SS gennemgående begik flere.
Det er en af bogens mange styrker, at forfatterne beskriver forløbet som en proces under konstant udvikling. De mange divisioner, som Waffen-SS efterhånden bestod af, var meget forskellige i militær formåen og deres iver efter at dræbe jøder. Man har beskrevet Waffen-SS som en eliteenhed, men om den var det, var helt afhængigt af, hvilke divisioner der var tale om. Og selv om alle Waffen-SS-enheder deltog i rædselsgerninger, så var der nogle, der var værre end andre.
Waffen-SS blev gennemsyret af nazistisk ideologi og jødehad, og man havde sine egne retsinstanser og regler, så der blev tale om et selvstændigt univers. Det var underlagt Heinrich Himmlers befalinger, og han var nede i detaljerne. Han sad faktisk og udvalgte racerene tyskere til Waffen-SS efter fotos, men det var en skæbnens ironi, at efterhånden, som krigen udviklede sig, blev Waffen-SS en etnisk rodebutik med alle mulige soldater af »tvivlsom« oprindelse. Godt 45.000-50.000 fremmede meldte sig frivilligt sig til tjeneste, og de hollandske var med godt 25.000 den største gruppe. Også et betydeligt antal tyske kvinder blev knyttet til Waffen-SS i forskellige funktioner. Godt 8.000 var civilansatte, og 4.000 udførte bevogtningsopgaver i kz-lejre.
Ugerninger og bøddelportrætter
De barbariske handlinger er ikke udpenslet, men dog er der korte referater fra soldater, der ikke lader læserne i tvivl om, hvad der foregik. Efter forfatternes udsagn var både danske, norske og andre nationers frivillige med til at begå ugerninger, både ved fronterne og senere i kz-lejre.
Beskrivelsen omfatter også nærgående portrætter af en række af de kommanderende officerer, der var omhyggeligt udvalgt, fordi de var nazistiske ideologer, jødehadere og uden hæmninger, men flere af dem var også dygtige soldater. Blandt de mest rædselsvækkende var Oskar Dirlewanger, der ledede en Sonderkommando, hvor man på forfærdende vis myrdede jøder og voldtog kvinder og dræbte dem bagefter.
En række af de vigtigste beslutningstagere, f. eks. Erich von Bach-Zelewski, der havde ansvaret for partisanbekæmpelsen, hvilket i praksis var et andet ord for massemord på jøder, undslap dom efter krigen ved at samarbejde med de allierede. Erich von Bach-Zelewski døde fredeligt i München i 1972, og generelt slap de fleste folk fra Waffen-SS meget mildt efter krigen. Ja, selv de værste forbrydere blandt Waffen-SS’ ledende officerer slap med milde domme eller gik helt fri. Det var Sovjetunionen, der slog hårdest ned på Waffen-SS-soldaterne, hvoraf 600.000 overlevede krigen.
Hotte sager ikke omtalt
Det kan undre, at forfatterne ikke har grebet chancen for at diskutere nogle af de mest betændte og omtalte sager vedrørende Waffen-SS i nyere tid.
Der er således en kort omtale af den muslimske division og den palæstinensiske leder, muftien af Jerusalem, Haj Amin el-Husseinis, optræden i denne forbindelse. Sagen er særdeles aktuel, og en række bøger har påpeget, at muftien var ude blandt SS-tropper og gik ind for en total udryddelse af jøder. Men muftiens rolle behandles kun sporadisk i bogen. Sagen er brandvarm, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har netop blameret sig med en fejlagtig fortolkning af affæren om muftiens jødehad og hans eventuelle indflydelse på Hitler, idet Netanyahu gav udtryk for, at ideen om udryddelse af jøderne kom fra muftien. En bredere behandling af dette politisk betændte emne havde været relevant.
En af tidens mest debatterede sager har været den nu afdøde tyske forfatter Günter Grass´ deltagelse i Waffen-SS, og hvorvidt han meldte sig frivilligt eller muligvis var tvunget. Forfatterne beskæftiger sig kort med, om de unges deltagelse i Waffen-SS i krigens sidste fase var frivillig eller ej, men de omtaler ikke Grass-sagen. Mærkeligt.
Tidligere i år udsendte historikerne Dennis Larsen og Therkel Stræde bogen »En skole i vold«. Her dokumenterede de, at danske SS-frivillige deltog i ugerninger i kz-lejren Bobruisk. Bogen medførte, at der opstod en hed debat om, hvorfor Danmark ikke havde retsforfulgt danske SS-frivillige for krigsforbrydelser, og en repræsentant fra nazijæger-organisationen Simon Wiesenthal Centret kom til Danmark for at kræve, at der rejstes sigtelser mod endnu levende SS-frivillige.
I deres nye bog om Waffen-SS har forfatterne en henvisning til »En skole i vold«, men debatterer ellers ikke bogens udsagn eller det forhold, at der endnu er levende danskere, der muligvis begik ugerninger. Måske var der ikke tid, men jeg havde gerne set en stillingtagen fra forfatternes side til denne brandvarme debat. Forfatterne til »Waffen-SS« skriver kun kortfattet om Danmark og de danske krigsforbrydere: »Krigsforbrydelser begået uden for dansk jord af danskere i tysk krigstjeneste blev på ingen måde genstand for større efterforskning«. Og de nævner iøvrigt, at den »moralske supermagt« Sverige efter krigen blev et fristed for SS-frivillige, hvor blandt andre en lettisk krigsforbryder gik fri.
Endelig undrer det, at forfatterne i deres kapitler om tiden efter 1945 og de politiske implikationer af det manglende opgør med de gamle nazister ikke nævner Bitburg-sagen med ét ord. Affæren var den mest alvorlige i forholdet mellem Vesttyskland og USA under Den Kolde Krig. Præsident Ronald Reagan og forbundskansler Helmut Kohl deltog i 1985 i en ceremoni på en tysk kirkegård, hvor 47 af de døde viste sig at have været medlemmer af Waffen-SS. Sagen udløste en større politisk skandale, men det er der ikke ét ord om i denne bog.
Disse »mangler« rykker dog ikke ved, at bogen fortjener sine seks stjerner. Det er en energisk gennemført forskningsindsats, hvis niveau sjældent ses i dansk sammnhæng. Ved at integrere den danske historie ind i den generelle historie om Waffen-SS giver forfatterne læserne mulighed for at sætte den danske indsats i perspektiv og se danskernes gerninger i større sammenhæng. Bogen er desuden fornemt illustreret – også med gruopvækkende motiver. Læsere skal ikke lade sig skræmme af bogens omfang, for den er faktisk læsevenlig.
Titel: Waffen-SS. Europas nazistiske soldater.
Forfattere: Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith.
Fakta: 784 sider, 400 kr.
Forlag: Gyldendal.
