Vikingerne er hovedpersoner i en række film og senest i den populære tv-serie »Vikings« om Regnar Lodbrog og hans eventyr. I serien rejser Lodbrog og hans våbenfæller ud for at erobre verden, og det er lige netop den erobring, der er temaet for den britiske historiker John Haywoods bog »North Men. The Viking Saga AD 793-1241«.
Haywood er en anerkendt vikingeforsker og bogen er seriøs faglitteratur, men selvfølgelig også et dramatisk stykke krigshistorie. Haywood følger vikingerne langt ude i verden, for de nøjedes ikke med at forsøge at erobre dele af Europa, de nåede også dybt ind i Rusland og kæmpede i Mellemøsten og Nordafrika. Haywood beskriver med de få kilder, som vi nu engang har, vikingelivet uden for Nordens grænser. Han begynder sin bog i 793 med de første vikingetogter mod Nordirland, og han slutter først i 1241, hvor det sidste vikingetogt blev registreret i det nordlige Skotland.
Vikingerne angreb i 795 klostret på den irske ø Lindisfarne, og ingen kom munkene til hjælp. De fortsatte med mindre angreb, indtil de i 830erne sejlede op ad floden Shannon og angreb større bebyggelser og klostre, og fra 840erne etablerede de baser langs den irske kystlinje, så de kunne plyndre året rundt. Det er Haywoods vurdering, at en ikke uvæsentlig del af rovet var slaver, at vikingerne gennem flere hundreder år systematisk røvede mennesker, og at Dublin opstod som et slavemarked. Det er også Haywoods teori, at slavehandel ikke var udbredt, før vikingerne kom til Irland. Men vikingerne tog mængder af slaver og solgte dem rundt omkring i verden og inddrog dermed Irland i international handel.
Haywood fortæller om en mand ved navn Findan, hvis søster blev fanget af vikinger omkring midten af 800-tallet. Findan blev sendt af sin far til vikingerne for at løskøbe sin søster, men også han blev taget til fange og taget ombord i vikingeskibet. Han fik ikke mad i to dage, men vikingerne fortrød og lod ham gå og løslod også hans søster. Senere blev han atter fanget af vikinger og solgt som slave og endte på et skib, hvis mål var Skandinavien. Han var imidlertid heldig igen, for han sprang fra skibet, da det løb ind i en havn på Orkney. Han endte senere som munk i Rom, og efter hans død fortalte en munk om hans skæbne.Vores kilder til slavehandlen er få, men Haywood konkluderer, nok lidt for ivrigt, at slavehandel var en af vikingernes kerneaktiviteter.
Imidlertid lykkedes det aldrig at underlægge sig hele Irland. Årsagen var, mener Haywood, at Irland var opdelt i selvstændige kongeriger, der i længden bedre modstod presset, hvorimod andre riger var centraliserede med en lille herskende elite. Når først denne elite var elimineret eller forhandlet på plads, så var det relativt nemt for vikingerne af overtage magten i hele landet. I Irland gik det imidlertid ned af bakke for vikingerne, og i 1014 slog en irsk hær vikingerne uden for Dublin, men de forblev i Dublin indtil 1170erne.
Vikingernes erobring af England, Skotland og Nordfrankrig er velbeskrevet i dansk litteratur, men bogens styrke er, at Haywood dykker dybt ned i kilderne og giver nærbilleder af kampe og sameksistens mange steder i verden. Den mest succesfulde erobring synes at have været Hebriderne og Orkneyøerne, hvor den indfødte befolkning, pikterne, blev presset delvist ud. Hvor vikingerne de fleste steder slog sig ned og blev sammensmeltet med den lokale befolkning og ofte overtog dennes kultur, så synes de på nordlige øer at blive den dominerende befolkning i løbet af 800-tallet. Ingen bosættelsesnavne fra pikterne kan således identificeres efter 800-tallet. Haywood skriver, at genetiske undersøgelser af den nuværende befolkning viser, at folk på Shetlandsøerne og Orkneyøerne bærer genetiske spor efter norske og svenske vikinger, og at man ved statistiske metoder kan regne sig frem til, at halvdelen af disse øers befolkning i vikingetiden var folk fra Norge og Sverige.
Haywood beskriver adskillige vikingetogter mod den spanske halvø, der i midten af 800-tallet var under muslimsk herredømme. En del af en større vikingeflåde angreb havnen i Cadiz i Sydspanien, og derfra sejlede en flåde til Marokko og plyndrede byen Asilah. Flåden samledes derefter, og 80 skibe belejrede Sevilla, hvor guvernøren flygtede, hvorefter byen faldt, og vikingerne brugte syv dage til at plyndre og voldtage. Ifølge arabiske kilder samlede muslimerne derefter store styrker, og i flere slag blev vikingerne overvundet og mange dræbt. Den sejrige emir huggede hovederne af 200 vikinger og sendte dem til sin ven, herskeren over byen Asilah. Det mest succesfulde angreb blev ledet af Bjørn Jernside, som skulle være efterkommer af Ragnar Lodbrog. I 859 sejlede han med 62 skibe til Spanien, hvor vikingerne udkæmpede flere slag og mødte en større muslimsk flåde. Så sejlede de ind i Middelhavet og landede på Nordafrikas kyst, hvor de plyndrede og kidnappede den lokale herskers harem. De fangede også nogle sorte afrikanere, som de fandt eksotiske og solgte som slaver i Irland.
Vikingernes fremtrængen østpå og deres oprettelse af et vikingedynasti i det nuværende Rusland er en af hovedfortællingerne i Haywoods bog. Fra en russisk krønike og den arabiske rejsende Ahmad ibn Fadlan ved vi en del om vikingernes historie østpå. De oprettede et vikingestyre i Rusland, hvor deres efterkommere blev betegnet som rus. Det er dog stadig et betændt emne, for mens mange vestlige historikere mener, at vikinger og deres efterkommere under navnet rus herskede over dele af det nuværende Rusland, så er mange russiske historikere af den opfattelse, at der var tale om et slavisk folk. Haywood synes at være tilhænger af den nordiske afstamnings-teori.
Rus-folkets rige eksisterede i flere hundrede år og deres handelsfolk rejste mod sydøst, hvilket bragte dem til Det Kaspiske Hav. Men de drog også videre og nåede, ifølge den persiske geograf Ibn Khurradadhbih, Iran og Bagdad. Et af rus-folkets mål var Konstantinopel, som rus-krigere angreb i 860 og 907 og igen i 941. Danske lejesoldater udgjorde senere en del af livgarden for byzantinske kejser.
Haywood skriver selvfølgelig også om vikingernes besøg i Vinland. Vores kilder er to islandske sagaer fra 1200-tallet. Haywood stoler et stykke ad vejen på Erik den Rødes saga fra omkring 1265, der fortæller om Leif den Lykkeliges landgang i Vinland. Han støtter sig endvidere til de arkæologiske fund i Newfoundland ved L’Anse aux Meadows, hvor mange metalgenstande ifølge Haywood tydeligt viser, at der var tale om en vikingebosættelse, idet den lokale befolkning ikke var i stand til at smelte jern. Bosættelsen var beboet fra ca. 980 til 1020, hvilket svarer godt til sagaernes oplysninger. Man har også fundet en sølvmønt, der var lavet i den norske kong Olav Kyrres regeringstid (1067-1093) på kysten i staten Maine. Hvis det ikke er et fupnummer, plantet senere af en spasmager, så er mønten et klart bevis på, at vikingerne også kom sydpå.
I løbet af 1100-tallet var vikingeperioden ved at ebbe ud. Kun på Orkneyøerne og Hebriderne var der stadig tale om en vikinge- og krigerkultur, mens resten af Europa fik centraliserede kongedømmer. Den sidste vikingekonge var nok Magnus Barfod, som herskede på de nordlige øer og hebriderne og stadig iværksatte plyndringstogter, og som døde i et slag ved Irland i 1103. Men Haywood ser også de senere korstog som en forlængelse af en vikingetradition, og det var først i 1469, at Danmark overgav herredømmet over Orkneyøerne og Shetlandsøerne til Skotland.
Følger man Regnar Lodbrog og hans mænd i »Vikings«, og har man lyst til at vide mere om vikingernes erobringstogter, så er John Haywoods »North Men« en spændende bog, hvor en seriøs historiker beretter om de virkelige vikinger.
Hvad: »Northmen. The Viking Saga AD 793-1241«
Hvem: Forfatter: John Haywood. Forlag: Thomas Dunne Books
Sider: 382. Pris: 30 dollars.
