I deres billedbøger er hverken den svenske billedbogskunstner Anne Höglund eller danske Kim Fupz Aakeson håndsky i forhold til livets eksistentielle sider. Fupz har beskrevet dem med konsekvens i »Pigen der skulle vælge« og »En historie om vokseværk«, og hans nyeste, »Arme djævel«, som Kamila Slocinska har illustreret, er ikke mindre kras. Snarere tværtimod. Også Anna Höglunds »Om det her taler man kun med kaniner« når virkelig ind i sjælens mørkekammer.
Anna Höglund åbner lige på og hårdt: »Jeg kom til verden en forårsdag for tretten år siden. Jeg fortrød næsten med det samme«, står der. Visuelt fulgt op af et frysende »fotografi« af far, mor og barn. Barnet er dog aparte. Det er ikke et menneske, som forældrene, men en sød, hvid kanin, der stirrer forvirret og sørgmodigt ud på læseren.
Faderen lukker øjnene i blid ekstase, mens han krammer kaninen. Moderen kigger trist væk og holder kun løseligt om barn og mand. Farverne er i gråtoner, og det bliver kun værre, i form af et slags katalog over ting, børn udsættes for - og udsætter sig selv for - i deres forkrampede forsøg på at passe ind.
Meningsløsheden rammer kaninen som en forhammer, kun samtaler med morfaderen giver modvægt. »Man er sin egen værste fjende«, siger han. Og hvis man er det, »kan man samtidig være sin egen bedste ven«, reflekterer kaninen til sidst. Og giver dermed sig selv og læseren en blid udgang på historien.
Tekst og billede danner en fuldkommen enhed i bogen. Grundtonen i den kortfattede, kirurgisk præcise tekst og i billederne er modløs, dyster og depressiv, og kaninens farvestrålende drømmevision kontrasteres af truende skyer, høje, sortblå bølger, trøstesløse skraldepladser og umenneskeligt uhyggelige højhuse.
Alt er tegnet i en fascinerende, malerisk naturalisme, men læseren efterlades - trods alt - i en forsonende, mildt optimistisk og melankolsk stemning. En uhyre vigtig bog!
Let og legende stil
I Fupz´ og Slocinskas »Arme djævel« smides vores hovedperson på horn og hale ud af Helvedes flammer af Fanden selv, som har fået nok af smådjævlenes renden rundt. Hovedpersonen forsøger at klare sig med det, han kan: bande og svovle, smide med ting og ødelægge, og han får så meget bank og skældud, at han stikker halen mellem benene og finder sig et træ i en park, hvor han kan hænge i halen og sove.
Han er i særlig grad utilpasset og kan ikke være andet, men pigen Doris og hendes hund bliver hans redning. Hun lufter hunden i parken hver dag ved tretiden, og hun har skumfiduser med, lækre, bløde og søde, som smelter i smådjævlens mund.
Men Doris, hunden og skumfiduserne lærer ham også andre »fiduser« at kende, såsom det hensigtsmæssige i at tale og agere på andre måder. I mødet med Doris får smådjævlen sagt sit navn, Moloch, og han lærer at savne, den dag Doris ikke dukker op. Det er nok skumfiduserne, tænker han, for han bryder sig hverken om mennesker eller hunde, »men det er også slemt nok at savne noget sødt«.
Historien er sød og sjov, fortalt i en let og legende stil i jegform af Doris’ far, som afbryder fortællingen med overskudsagtige glimt-i-øjet-pædagogiske fakta-sider om Helvede, ondskab og Doris. Kamilla Slocinska tegner Moloch med sødme og ømhed, så læseren hurtigt får sympati for ham, og det eneste billede, hvor han er en rigtig djævel, er på forsiden.
Uanset hvor skæv og kantet tegnestilen er, rammer Kamilla Slocinska børnenes udtryk i krop og ansigt uhyre præcist, og det mest malende billede viser Molochs splittelse, med et todelt hoved, et lyst med en sund, rød kind og et mørkt med et djævelsk blik, formet som et hjerte. Helt menneskelig. For en smule djævel er vi vel alle en gang imellem.
