Hvad har det amerikanske marinekorps og den danske tegnestue BIG til fælles?
De er begge her og der og alle vegne.
I korpsets sang hedder det således:
From the halls of Montezuma/ to the shores of Tripoli/ We fight our country’ battles/ in the air/ on land, and sea.
Og af en netop udkommet mursten om BIG fremgår det, at den hippe tegnestue opererer i alle klimazoner, hvorfor bogen da også hedder »Hot to cold«. De engelske ord er denne gang ikke udtryk for almindeligt krukkeri. Det er en engelsksproget bog, der er udgivet af det store tyske forlag Taschen og har undertitlen »an Odyssey of Architectural Adaptation«.
Adaptation – tilpasning (og beskyttelse af luften, landet og vandet) – er et nøglebegreb i tegnestuens arbejde, som vi skal vende tilbage til, men indledningsvist et par ord om BIG.
Næste år kan tegnestuen markere sit første runde jubilæum. Bjarke Ingels Group, BIG, er grundlagt i 2006, efter at Bjarke Ingels og Julien de Smedt havde sat et punktum for deres samarbejde i arkitektfirmaet PLOT.
PLOT fik fem forrygende år, der blandt andet resulterede i VM-Husene i Ørestaden og havnebadet på Islands Brygge samt en række ikke realiserede, men tankevækkende projekter, der foregreb nogle af de arkitektoniske greb, vi måske kan forvente i byerne som for eksempel et byrum på toppen af Magasin på Kgs. Nytorv.
BIG har ikke haft mindre travlt. Skal man nævne et par af de mest kendte realiserede bygninger i Danmark, kunne det være VM-Bjerget og 8tallet – begge ligeledes i Ørestaden – samt det fremragende søfartsmuseum i Helsingør.
Ingen skaber (helt) alene, og i dag er BIG en tegnestue med store kontorer i både København og New York og en ledelse bestående af 12 partnere.
Alligevel må en god del af succesen tilskrives den karismatiske Bjarke Ingels, der i en positiv betydning er en slags arkitekturens svar på Jamie Oliver med lidt af den samme djærve og ligefremme tilgang til opskrifter og tilberedning. I hvert fald hvis man kigger på bogens indledning, som man må formode er skrevet af dens editor-in-chief, Bjarke Ingels.
Bogen består af en gennemgang af en længere række BIG-byggerier, nogle realiserede, andre ikke, tilsyneladende skrevet af Bjarke Ingels selv eller hans medarbejdere. En udenforståendes blik på BIGs særlige etik og æstetik kunne have været interessant.
Men det er en anden bog, der ikke overflødiggør »Hot to cold«, som er et interessant blik ind i nogle af de overvejelser, arkitekter og tegnestuens andre medarbejdere må gøre sig, når de for eksempel bliver stillet over for vanskelige klimatiske udfordringer, hvad enten det er højt mod nord eller ude på kanten af ørkenen, og hvor arkitekturens specialstyrker ellers kæmper for … nej, ikke den gode smag, men for noget ganske andet.
Arkitektur som fængsel
BIG kan – sammen med mange andre elitetegnestuer som for eksempel Rem Koolhaas’, hvor Bjarke Ingels blandt andet er uddannet – betragtes som et opgør med modernismen, og i bogens indledning adresseres modernismen også. Selve den omstændighed at modernismen ikke bare blev kaldt the international style. Men også blev det.
Sådan så moderne huse ud kloden rundt. Nogle tegnet af gode arkitekter. Andre bare smækket op af entreprenører i den bredde, kransporet nu tillod. Og på lang afstand ens udseende. Aflange hvide kasser man puttede mennesker ind i, hvad enten de nu skulle arbejde der eller tilbringe deres fri- og hviletid i deres del af kuben.
Modernismens bygninger, der så gerne skulle være udtryk for en demokratisk samfundsmodel, noget ikke-hierarkisk, noget frit, åbent, lyst parret med en logisk infrastruktur, er i virkeligheden den perfekte arkitektur til et autoritært samfund.
Der har hele tiden været arkitekter, der har været i stand til at se ud over modernismens kasser og for alvor forstå essensen af, hvad arkitektur til mennesker og liv mellem husene går ud på.
Jørn Utzon var et af præmieeksemplerne. Men også BIG søger – skriver BIG i hvert fald – inspiration i nogle arkitektoniske urformer. En erfaring af hvad der virker, hvad enten det nu er græske middelhavslandsbyer eller den indre gård i kinesisk og arabisk arkitektur.
Sådan kan vi ikke bygge længere; blandt andet fordi de store bycentre kræver anderledes udnyttelse af pladsen.
Men vi kan gøre brug af den teknologi, vi har til rådighed i dag. Og det er dét, bogens mange eksempler i den grad tager udgangspunkt i.
Det interessante ved BIG og selvfølgelig mange andre arkitektfirmaer verden over er, at også de er påvirkede af den stigende bevidsthed om, at klodens ressourcer desværre er begrænsede.
Det drejer sig derfor for arkitekten om i endnu højere grad end tidligere at tage højde for for eksempel temperaturforholdene. Vi har altid måttet bygge på en anden måde i det kolde Norden end i det varmere Syden.
Men arkitektens udfordring er i dag ydermere, at huse for eksempel gerne må være energineutrale eller eventuelt energiproducerende. Tidligere var såkaldt økologisk byggeri ofte æstetisk kedsommeligt. Primitivt udseende, jordhuseagtige bebyggelser var ikke ligefrem en reklame for en økologisk bevidst boligstil. Ikke udover et snævert kernesegment, i hvert fald.
Men det har ændret sig i takt med, at der er kommet en meget større økonomisk volumen i at bygge klimasikrende, ressourcebesparende, miljørigtigt osv.
En af årsagerne til BIGs globale berømmelse er, at de bygningsværker, de udformer, for det første ofte tager højde for ressourcebesparelser, for det andet kombinerer elementer på en overraskende måde – haveanlæg, skateboardbaner, parkeringspladser – og for det tredje arbejder meget bevidst med at trække lyset ind og inddrage natur i et vist omfang og for det fjerde er svungne i former, der er umiddelbart forførende.
BIGs bygninger er bjerge. De kan være runde. De kan ligne skaldyr eller være formet som tal. De kan stritte i alle retninger. Det eneste, de åbenbart ikke kan, er at være afmålt geometriske, sådan som det var idealet i modernismen. De lange rolige bygningsflader med for eksempel altaner eller vinduer placeret, så de udgør en rytmisk, beroligende gentagelse.
Uro, men dermed også dynamik, og forandring er blandt idealerne i BIGs værker. Det er, som om forbilledet er den dynamiske asiatiske storby med dens hektiske gadeliv. Så langt som tænkes kan fra Bispebjerg og Utterslev mose, hvor nogle af den danske modernismes mest vellykkede boligbyggerier blandt andet ligger.
Svar på global udfordring
Men noget har BIG nu også til fælles med modernismen. Flere museer har vist modeller af det 142 meter høje boligbyggeri, BIG har tegnet til New York med udsigt over Hudsonfloden. I i hvert fald ét af tilfældene var der små menneskefigurer placeret bag vinduerne i modellens små lejligheder.
Og nogle af dem så nærmest ud, som om de var ved at tage det definitivt sidste, store spring, hvis vinduerne ellers kunne lukkes op.
For set ud fra en dansk sammenhæng og en dansk arkitektur- og byplantradition kan man ikke lade være med at spekulere på, hvordan det er at bo i så store bygningsstrukturer. Side om side med andre mennesker. Men så måske alligevel: Alene sammen. Det kan jo se fascinerende ud, dynamisk og moderne, på film, med sådan en natsort jungle af lysende højhuse fulde af muligheder. Men. Er det rart at bo der?
Svaret er, at vi vil få stadigt flere højhuse, og det er sikkert også derfor, flere og flere slås for, at de nye bygninger ikke skal ligge lige i deres baghave. Der er de jo i vejen. Og de skygger.
Men fortsætter de globale tendenser, er der meget, der tyder på, at stadig flere flytter til storbyerne. Alene en lille by i en global sammenhæng som København får omkring 1.000 nye indbyggere hver måned.
Trods provinsens herlighedsværdier søger stadigt flere mennesker mod hovedstaden, for det er dér, synes de, de bedste job- og uddannelsestilbud er, det rigeste kulturliv, de fleste muligheder for at møde andre mennesker. Og det er så derfor, byplanlæggerne opgraderer byområderne i disse år, mens andre dele af landet lige så stille afskrives.
Så spørgsmålet er, om fantasifuld arkitektur og svungne former er nok til, at den nye arkitektur bliver oplevet som attraktiv i længden. Sådan som for eksempel Bispebjerg var det i mange år, indtil en nedadgående spiral af sociale problemer gjorde området mindre tiltrækkende.
Og nu er det så tydeligvis på vej op igen og bliver utvivlsomt et af de kvarterer i København, der står over for store forandringer, som dem der for eksempel skete på Vesterbro, der blev ændret fra håbløst til hipt.
En af årsagerne til, at det bliver en nærliggende løsning af bygge i højden er de energimæssige besparelser. Det er dét, BIG i disse år høster erfaringer med fra mange steder rundt om på kloden med for eksempel en anden befolkningstæthed og byintensitet og så temperaturer, der svinger fra hot til cold.
Derfor er den umiddelbart uoverskuelige oversigt i den layoutmæssige og grafisk rodede (eller bevidst popsmarte) bog inspirerende.
Forfatter: Bjarke Ingels m.fl.
Titel: »BIG – hot to cold«.
Sider: 712.
Pris: 400 kr.
Forlag: Taschen.
