For os amerikanofile læsere lyder det som et perfekt setup: New York City, berømmelse, et gammelt mord, uforløst kærlighed, Vietnam-traumer, bourbon og et roadtrip fra østkyst til vestkyst. Det lyder som en mellemting mellem »The Great Gatsby« af F. Scott Fitzgerald og en sang af Bruce Springsteen. En ægte mande-roman.
Desværre lykkes det kun momentvist at overbevise om, hvorfor læseren skal tage med på Brian Dan Christensens rejse »Vejen til Alberta«.
I romanen følger vi vietnamveteranen Howard Walker på tværs af landet for at finde datteren Alberta. Rejsen foregår i en gammel bus, som han styrer. Unge turister knalder på bagsædet. Røgen fra cigaretterne glider ud af vinduet, mens ordene vælter ned i en båndoptager, han har med på rejsen. For Howard Walker har noget, han gerne vil fortælle – bogens egentlige kerne – og det cirkler om hans bedste ven og arbejdsgiver gennem 30 år, den berømte og Leonard Cohen-agtige musiker, Philip Boothman.
Gennem det meste af sit voksenliv har Howard Walker hjulpet Philip Boothman med alt fra håndværker-opgaver til poetisk inspiration. Men det hele begynder langsomt at ændre sig, da smukke, danske Ida kommer forbi med sine musikerdrømme, utrolige sexappeal og et brev, der åbner en sprække til et mørkt kapitel i Philip Boothmans fortid.
Sympatisk blik for kulturen
Brian Dan Christensen er født i 1970 og bor i dag i New York. Han har skrevet flere romaner og digtsamlinger, bl.a. »Øen med de ni broer«, som han oprindeligt skrev på engelsk.
Han har godt fat i amerikansk kultur og en sympatisk svaghed for især sydstaternes jordbundne no bullshit-attitude. Men det er også et emne, der er fortærsket i populærkulturen – lige fra western-film til William Faulkner til Bruce Springsteen – og det er forbandet svært at sige noget originalt om. I en af bogens finere passager skriver han: »Landskabet er så overvældende stort, at rejsen gennem det bliver en rejse ind i ens eget sind.« Det er rigtigt. Men jo også sagt før et utal af gange.
Samtidig skæmmes bogen af en række gentagelser, som måske skal få fortællingen til at virke troværdig, men i stedet irriterer og får den til at fremstå uredigeret. Selve dramaet mellem Boothman og hans damer bliver aldrig nærværende, når vi får det gennem Howard Walkers mund, krydret med hans catch phrase »yes sir«. Konstruktionen med en tilskuer til dramaet lykkes i »The Great Gatsby«, fordi fortælleren, Nick Carraway, bliver fedtet ind i Jay Gatsbys fortælling, som eksploderer i en potent nutid, og fordi Gatsby er så uendeligt dragende og tragisk i sin store, ulykkelige kærlighed. Brian Dan Christensens »Gatsby«, musikeren Philip Boothman, fremstår aldrig som mere end lidt selvoptaget og forvirret.
Det er synd, for Brian Dan Christensen er flere gange tæt på at skrive en rigtig god bog. Der er nogle fine beskrivelser af New Yorks klaustrofobiske storhed, der gør, at man næsten kan lugte dampene fra subwayen og mærke udstødningen på sin hud. Hovedpersonens egen rejse for at finde Alberta – og sig selv – er det mest interessante, men afsluttes antiklimatisk.
For et par år siden anklagede min Berlingske-kollega, Mette Høeg, dansk litteratur for at være en kvindedomineret, »mavesur og aggressiv fremførelse af politisk korrekte ... synspunkter«. Hvorvidt hun havde ret dengang, er allerede blevet diskuteret i en uendelighed, men beskrivelsen passer i hvert fald dårligt på Brian Dan Christensens bog. Her er mandlig landevejsromantik så langt øjet rækker. Det er i udgangspunktet befriende, men det kan også blive plat. Når alle kvinder er gudeskønne, og alle mænd er store kunstnere, bliver det for klichétungt, og mandehørmen bliver tung som i herreomklædningen på et fodboldstadion. Det er med til at forfladige bogen.
Titel: Vejen til Alberta
Forfatter: Brian Dan Christensen.
Sider: 336 sider.
Pris: 300 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof
