Når man hedder Honey og er vant til at klare sig selv, når ens far pumper jern og spiser steroider og altid nasser penge af én, når ens mor er forvirret og fortravlet og arbejder nonstop i en hælebar, når ens storesøster er psykisk handicappet og meget humørsvingende, og man i øvrigt selv er født med ganespalte, ja, så kan man indimellem være nødsaget til at stikke en lille løgn. Ikke fordi man har lyst, men fordi man ikke kan lade være. For at lette trykket.
Honey, der er hovedperson i Mette Eike Neerlins »Hest, hest, tiger, tiger«, går i syvende og er god til det meste. Det er som regel hende, der køber ind, laver mad, bager kage, passer sin søster og gætter farven på hendes underbukser, når hun går med hende på toilettet, låner sin far penge og er venner med alle uden dog at have én, hun er fortrolig med.
Hun har det sværere end de fleste, men hun pjevser ikke, hun er en sej lille tøs, der overlever på et lyst sind, skæve betragtninger – og de små hurtige løgne.
Faktisk kan hun slet ikke kontrollere det med at lyve. Løgnene flyver ud af munden på hende, og det fører hende ud i mange uforudsete situationer. Som da hun en dag tager tilbage til skolen for at hente sin glemte passer, så hun kan få lavet matematiklektierne, og dumper midt ind i et aftenskolehold i kinesisk. Fordi hun ikke bare får sagt, hvad hun skal, men kommer til at lyve endnu en gang, ender hun som elev på holdet under navnet Karen Blixen.
Hun lærer at sige ’goddag’, ’hvad hedder du?’ og ’mama huhu’, der betyder ’hest, hest, tiger, tiger’ og er et kinesisk udtryk for noget, som ikke er godt, men alligevel kunne være meget værre. Det bliver et slags livsmotto for Honey.
Kostelig og klog
Sådan er det også en dag, hvor hun kommer til at tage en bus til den anden ende af byen, fordi hun får svaret forkert til en buschaufførs utålmodige spørgsmål, da hun tilfældigvis er stoppet op ved et stoppested. Hun tager med bussen i stedet for at gå hjem og ender på en vej tæt ved Zoologisk Have. Her møder hun en mand, der tager hende for en anden, og hun havner kort efter hos en gammel døende mand på et hospice.
Denne Marcel er syg af kræft og har ikke langt igen. Han er desuden alene og ensom, fordi hans familie har slået hånden af ham efter mange års druk, spil og gæld. Marcel og Honey bliver venner, et umage, men mageløst par, der hjælper hinanden med at få gjort det, der er svært.
Han, der er pensioneret porcelænsmaler, får malet en platte til sin datters bryllup, og hun får sagt ja tak til invitationen fra Philip, der holder fødselsdagsfest for klassen, og som hun er hemmeligt forelsket i.
Mødet med døden lærer også Honey nogle andre ting om livet, og den fine, sprøde morale serveres med både inderlighed og humor. Mette Eike Neerlin viser her, at hun er en fornem fortæller, der med elegance og styrke kan fortælle en svær historie på en meget enkel måde. Titlen er muligvis for mærkelig til at kunne sælge billetter, og det er synd, for historien er kostelig og klog.
Titel: Hest, hest, tiger, tiger. Forfatter: Mette Eike Neerlin. Sider: 128. Pris: 170 kr. Forlag: Høst & Søn.
