Nok leder det imponerende bygningsværk Stonehenge i England fra oldtiden tanken hen på de danske storstensgrave. Og faktisk har teorien om, at danskerne byggede templet, observatoriet, helligstedet - eller hvad det nu har været - da de kom forbi som vikinger i 800-tallet, været luftet engang i 1800-tallet. Men det er hverken vikinger, romere, keltiske druidepræster, kæmper eller trolde, der har bakset de tonstunge stenblokke på plads eller smidt rundt med dem sidenhen i den uorden, der nu præger stedet.
At det er bondestenalderens lokale bønder, der for mere end 4.000 år siden, over flere perioder og igennem 1.400 år har skabt det monumentale og magtfulde bygningsværk, slår Rud Kjems fast allerede fra starten i sin bog om Stonehenge. Og, at det har fungeret som helligsted i et velorganiseret fællesskab over flere perioder i forhistorien, synes også evident, mens blot en spinkel åbning efterlades til teorien om et avanceret observatorium, mens et større rum for måne- og solbevægelser lades åbent mellem stenkolosserne med i hvert fald klar udsigt til sommersolhverv.
Hvem, der egentlig har bygget og hvorfor, står stadig og trods flere ihærdige forsøg og arkæologiske udgravninger hen i det uvisse. Men Rud Kjems gør i et veloplagt kulturhistorisk tilbageblik grundigt rede for de forskellige teoridannelser og dateringsforsøg fra de første kilder omkring år 1100 og frem til den seneste udgravning »Riversideprojektet« i 2009. Hans anden store fortjeneste i bogen er at placere selve Stonehenge i det sakrale landskab, der omgiver monumentet med helleristninger, gravhøje, højgrupper, gravfund, processionsveje, mystiske stolpehuller og flere andre henge-anlæg.
Orienteret efter månen
For 4-5000 år siden blev det første anlæg gravet med enkle skovle af skulderblade fra fældede kronhjorte og hakker af hjortegevirer efterladt af stenalderbønderne på stedet til glæde for arkæologerne. Dette første anlæg synes orienteret efter månen. I næste fase fra omkring år 2700 f. Kr. etableres dobbelthalvkredsen af blå sten sejlet til området fra Wales. 200 år senere ankommer de vældige sarsensten og arrangeres i kredsen af 30 bæresten med lige så mange overliggere samt en hestesko bestående af ti endnu større bæresten med fem overliggere. I perioden 2400-2100 f.Kr. omarrangeres stenene og en 2,8 km lang avenue anlægges som processionsvej ned mod Avon-floden.
Stonehenge som kalender
Mens forfatteren klogeligt afholder sig fra at slutte længere end fund og nøgtern viden fra og om fortiden rækker, så bæres hans beretning af en smittende begejstring for stedet og nysgerrighed på helligdommens velbevarede hemmeligheder. Som amatørarkæolog har han lært den disciplin af fagarkæologerne at lade andre digte med på fortiden. Det leverer han så det solide fundament for, samtidig med at han giver direkte og nyttige anvisninger for Stonehenge-turisten. Desværre gør billedmaterialets overvejende amatørfotos ikke teksten ære, mens de grafiske illustrationer er fremragende.
Ved begyndelsen af 1960erne kom der med astronomen Gerald Hawkins’ computerberegninger af anlægget ny gang i debatten om Stonehenge. Ud fra et sindrigt system af sigtelinjer lagt ud i landskabet og universet søgte Hawkins at påvise bygningsværkets funktion som et avanceret observatorium, hvorfra himmellegemernes placering kunne fastlægges og benyttes som udgangspunkt for den kalender, agerdyrkerne var så afhængige af. En indsigt, som gav magt, og som understøttedes af religiøse ceremonier. Da bogen udkom på dansk i 1968 dengang den mentale jordbund allerede var gødet for alskens esoteriske spekulationer fik den mange begejstrede læsere. Blandt disse ikke uventet vor egen fabulerende rigsantikvar P.V. Glob. Titlen »Stonehenge opklaret« skulle snart vise sig at være en fæl overdrivelse. Stonehenge hviler stadig centnertungt over sine hemmeligheder, og efter læsning af Rud Kjems’ fortjenstfulde opsummerende mere end konkluderende værk, må man stadig konkludere: »Stonehenge uopklaret!«
