Øvelser i forsvinding

75 år med manér. Peter Poulsens nye digte balancerer smukt mellem melankoli og morskab.

Billedtekst Fold sammen
Læs mere

Forfatteren, oversætteren og lad os bare kalde ham institutionen Peter Poulsen fejrer sin 75 års fødselsdag med udgivelsen af »Aflytning af stilheden«, der for nu at gøre det hele endnu mere rundt er hans digtsamling nummer 25.

Stilheden er, som titlen også tydeligt angiver, et af nøgleordene i bogen, og ordet melder sig paradoksalt hørbart i digt efter digt. Som det karakteristisk lyder i en slags programtekst fra forfatteren. »Jeg er mørkets ydmyge tjener./Jeg noterer stilheden på en blok,/så den kan opleves,/efter at den er forbi.«

Det er temmelig oplagt at læse de nye digte med deres helt karakteristiske melankolsk-meditative og minimalistisk mumlende stemmeføring som det fjerde bind i en slags stilhedens eller nedtællingens tetralogi, hvor »Rulleteksterne«, »Bestyrelsesmøde i evigheden« og »Månens bagside« fra henholdsvis 2010, 2012 og 2014 er de tre første dele. Som en slags øvelser i forsvinding kredser digtene om lydløshed, usynlighed og andre former for fravær. I forlængelse af linjen »Der er ingenting i verden så stille som sne« kan Poulsen for eksempel skrive det ekstremt enkle og nærmest magisk afdæmpede og fnuglette vinterdigt »Det kunne blive vinter i nat«: »Et sted deroppe løsnes de første snefnug,/så følger det næste,/det næste,/det næste./Tyste og fredfyldte/daler de ned/gennem mørke og stilhed.«

Nostalgien slippes fri

Den slags digte, hvor et næsten »ingenting« læner sig op ad metafysikkens antydninger af noget mere, er der mange af i »Aflytning af stilheden«. Et sted udløser for eksempel nogle træers »basken« med grenene i stormvejr den karakteristiske, men også lettere ironisk forbeholdne linje »De vil hjem til universet«.

Et sted mellem evighedens synsvinkel og de personlige cirklers og nære omgivelsers stof til spekulationer og funderinger finder poeten Poulsen sin iagttagerposition. Han stopper op foran Sudanmissionens butik og gør sig sine tanker om en brugt habits tidligere liv. Han slipper nostalgien fri under en køretur med linje 15, der dengang var sporvogn, og husker noget, det måske var bedre at parkere »i hitte­godskontoret/for mistede drømme.« Han observerer skyerne på himlen, naboens kat og fluen, der studerer restaurationens menukort, og netop fluerne, der summer rundt i flere af bogens digte understreger slægtskabet med de hverdagsfilosofiske fluers mester Storm P, hvis humor er af præcis det stof, som også morskaben i Peter Poulsens sene digte er gjort af. Det opmærksomme blik for tilværelsens absurditeter og den milde sans for de sublime sammenstød mellem uforenelige størrelser gør »Aflytning af stilheden« til en i al stilfærdighed meget morsom bog. Blandt de mange referencer til billedkunstnere og forfattere, der dukker op undervejs, er en henvisning til den portugisiske digter Pessoa særligt vigtig. Den står her i 75 års-bogen som en nødvendig påmindelse om, hvor fremragende en oversætter Peter Poulsen er. Med gendigtningerne af netop Fernando Pessoa, Gottfried Benn og Charles Baudelaire som nogle af højdepunkterne.

Med udsigt til forsvindingen deler Peter Poulsen generøst stilheden med sine læsere. Der er vemod og melankoli i hans nye digte, men alle tilløb til patos holdes i skak af nøgternheden og humoren. Vist fortæller »Aflytning af stilheden« en temmelig sørgmodig historie, men samtidig er Peter Poulsens nye digte med deres musikalsk minimalistiske mumlerier altså også ofte befriende morsom læsning. Smukt gået af det aldrende fødselsdagsbarn, der fortjener at få den sidste galgenhumoristiske replik: »Jeg er hurtig i vendingen, synes jeg selv./På 74 år er det lykkedes for mig/at blive en mand på næsten 90./Det er der ikke mange,/der gør mig efter.«

Titel: »Aflytning af stilheden«.

Forfatter: Peter Poulsen.

Sider: 103. Pris: 250 kr.

Forlag: Lindhardt og Ringhof.