»Du forandrer dig selv, du vokser frem gennem kødet.«
Der er et dybt lyrisk sug i måden, Karl Ove Knausgård skriver i det »Brev til en ufødt datter«, der åbner »Om vinteren«. Det er faktisk noget af det bedste, han har skrevet. Nogensinde. Men det er ikke kun brevgenren, han trækker på, for med sine tænksomme passager er essayistikken i dén grad også i spil.
Sådan var det også i »Om efteråret«, det første bind i en planlagt serie på fire, der er skrevet i fire forskellige årstider og bevæger sig fremad, gennem tiden og livet, som det leves i familien Knausgård i Österlen, Skåne.
I »Om vinteren«, seriens andet bind, daterer Knausgård de tre breve til henholdsvis december og januar, og efter hvert af dem følger 20 tekster på hver to-tre sider, hvor han forsøger at beskrive den verden, der venter barnet.
Som i første bind skurrer præmissen lidt: At fortælle til en ufødt – og siden til en nyfødt, i et avanceret sprog – er skævt. Og når barnet engang er blevet til en voksen kvinde, har hun ikke behov for tekster om julemænd, stole, sne, seksuelt begær, livsfølelse og vinduer. Så kender hun jo selv til tingene og tilstandene.
Det havde været mere lydefrit, hvis Knausgård havde skrevet to bøger; én med de smukke, meget rørende breve og en anden med alle beskrivelserne. Men nu er det bøgerne, jeg skal forholde mig til, og ikke sidde og lege redaktør. Det er bare svært at lade være, når nu de to elementer hver for sig er så brillante, men kun knagende lader sig hægte sammen.
Men måske har jeg vænnet mig til mislyden. Det var i hvert fald, trods det bagvedliggende forbehold, en nydelse at læse »Om vinteren«, og når Knausgård et sted er inde på den store litteratur og mener, at den er »det nøgternes ekstase«, så spiller det fint sammen med måden, han selv skriver på: Beskrivende med fokus på det konkrete og i en darwinistisk forståelsesramme.
Men det smukke er, at tingene og livet, kørt gennem Knausgårds sprog og iagttagelsesapparat, bliver poetisk. Som i det indledningsvise citat, hvor det ufødte barn med alle de lagrede genkoder »vokser frem gennem kødet«.
Når Knausgård indimellem forbinder tingene med minder og følelser og på den måde tillægger dem ikke-konkrete egenskaber, er han bevidst om det. At føle noget for en stol har jo intet med stolen at gøre. Stolen er »jo egentlig bare en stol«.
Det er i menneskets hjerne og sprog, tingene får betydning. Som i kapitlet om mønter, de »små, runde metalskiver«, hvor Knausgård skriver om, hvordan de reelt ingen værdi har, kun dén vi har fundet på. Og på den måde – her slår teksten sit store, sugende sving – »er vi alle forfattere«.
Men vi lever, om vi vil det eller ej, i konkreternes verden. I »atomernes virkelighed, lever vi, og ensomme i verden er vi.«
Det kunne være Knausgårds motto. Men kan vi se som ham, er verden også svimlende smuk. Eller rettere: Den er bare. Men svimlende smuk tager den sig ud, når den tages ind gennem skarpe øjne og tænkes af en hjerne, der virkelig tænker.
Titel: »Om vinteren«.
Forfatter: Karl Ove Knausgård.
Oversætter: Sara Koch.
Sider: 235. Pris: 270.
Forlag: Lindhardt og Ringhof.
