»Jeg tror, at det, jeg generelt bebrejder bøger, er, at de ikke er frie. Man ser det i skrivningen: De er fabrikerede, de er organiserede, regelrette, konforme kunne man sige. En revisionsopgave, forfatteren meget ofte tildeler sig selv.«
Sådan skriver Marguerite Duras i »At skrive« fra 1993. Det var bare tre år før hendes død, og hendes ord havde, og har stadig, kolossal vægt. For almindelige læsere, bestemt, men også for andre forfattere, der efter at have læst hende må se sig selv i øjnene og spørge: Er jeg en af dem, der skriver regelrette, konforme bøger, er jeg ufri?
Duras, der i år ville være fyldt 100, kunne som meget få forfattere tillade sig at bebrejde andres bøger. Hun fandt sin egen personlige og frie skrift, der nok var prosa, men tæt forbundet med poesien. Pauser, tysthed, rytmisk vekslen mellem fyndighed og pludselig omstændelighed og hele tiden: et næsten voldeligt nærvær.
Som i de her linjer fra hendes mest udbredte roman, »Elskeren«: »Jeg har et ansigt gennemtrukket af tørre og dybe rynker, med forvitret hud. Det er ikke nedbrudt som nogle ansigter med fine træk, det har beholdt de samme konturer, men dets struktur er ødelagt. Jeg har et ødelagt ansigt.«
Ja, Duras kunne ærligt sige og skrive »Jeg skriver frit«. Hun fulgte sit eget sprog, var ikke sin egen kedsommelighedens litteraturrevisor, og det har gjort hende til en af de 20. århundredes mest originale og indflydelsesrige forfattere.
En af disse års store nordiske forfattere, Tomas Espedal, er åbenlyst inspireret af Duras. Som disse linjer fra hans 2011-roman »Mod naturen«, der ikke kunne være blevet til uden de netop citerede ord fra »Elskeren«: »Ansigtet kan være ødelagt af ensomhed eller af for megen nydelse, det er ikke til at sige hvad der bor i hans ansigt, men det er det ødelagte der er smukt ved ham: hun synes han har et ødelagt og smukt ansigt.«
Læses den yngre generation af danske forfattere, med Josefine Klougart som et af de mest oplagte eksempler, er deres fokus på formbrud og passion også påvirket af Duras. Og sådan er hun, på mere eller mindre tydelig vis, levende i hele den vestlige verdens litteratur.
Men at læse Duras er ikke ufarligt. Hun skriver så distinkt, så dragende, at det er så let at lade sig forføre og blive en bleg, fortyndet version, en gennemsigtig efterligning, af et sprog, der er hendes alene, og er det, fordi det dirrer af den smerte, hendes liv påførte hende.
En moders kamp
Marguerite Donnadieu, som Duras er døbt, blev født i 1914 i Gia Dinh i det sydlige Vietnam, der dengang var Fransk Indokina. Hendes mor, Marie Legrand, var oprindelig lærer i Frankrig, men skolens rektor forelskede sig i hende og som ægtefolk rejste de til kolonierne. Men manden døde, og Marie og deres tre børn måtte opgive det overklasseliv, han havde givet dem.
I seks år sled Marie for endelig at kunne købe et lille stykke land i Prei Nop i Cambodia. Men som Duras fortæller i dokumentarfilmen »Worn Out With Desire To Write«, vidste moren ikke, at ethvert køb af frugtbar jord krævede bestikkelse.
Det betød, at hun fik tildelt et elendigt landstykke, som seks måneder om året var oversvømmet af saltvand. Hun byggede en dæmning for at beskytte rismarkerne, men vandet brød igennem, og hendes livs opsparing blev trukket med ud i Stillehavet.
Duras skriver også om tragedien i romanen »Dæmning mod Stillehavet«, som netop er udgivet på dansk og bliver anmeldt i denne sektion. Hendes forbenede og forbitrede mor, der ikke så Duras’ forfatterskab som andet end mondænt tidsspilde og uværdig udlevering af familien, er overalt i bøgerne.
Det samme er hendes to brødre. Men hvor den ældste tyranniserede familien, så elskede hun den yngste, Paul, der fremstår som en slags helgenfigur i romanerne.
Måske var Paul let retarderet. I den nævnte film fortæller Duras, for første gang, at der ligesom »lå en skygge over hans ansigt«. Samme sted taler hun også om, hvordan hun mener, at der ikke bare i hendes familie, men i alle familier er en seksuel tiltrækning mellem børnene; en incestuøs grundtone.
Et voldsomt provokerende udsagn, og en seksuel provokation findes også i »Elskeren«, hvor hun fortæller om en 15-årig fransk piges forhold til en 12 år ældre velhavende kineser i Fransk Indokina, og »hvor han kaster sig over mig, han fortærer de barnlige bryster, han råber, han skælder mig ud. Jeg lukker øjnene ved den voldsomme nydelse. Jeg tænker: Han er vant til det, det er det han gør i livet, kærligheden, kun det.«
Kærlighedens kraft
Netop kærligheden er i Duras’ romaner en lige så stærk kraft som døden. Og det første kan meget let forårsage det andet.
Som hun skriver i »At skrive«, så kredser hun altid om »den dybe sorg og banale sandhed«, og hendes evigt kørende skrift, »skrivegalskaben«, var hendes måde at bearbejde sine smertepunkter på: Moren, forholdet til brødrene, de forliste ægteskaber, livet under Anden Verdenskrig, forholdet til den yngre Yann Andréa, der var hende utro med andre mænd.
Men Duras forsvandt ikke bare ind i skriftens verden i huset i Neauphle-le-Château lidt uden for Paris. Hun drak også. Op til otte flasker vin om dagen. Sikkert, som skriften, en måde at forholde sig til smerten på.
Og som den svenske forfatter Stig Larsson – ikke at forveksle med Stieg Larsson! – skriver om alkoholen og forfatterrollen i »När det känns att det håller på ta slut«: »Och kvinnor kan, med få undantag, som Marguerite Duras, inte tillåte sig själva att leva så självdestruktivt«.
Så selv i sit misbrug, mener Larsson, brød Duras grænser. Men det opløste, forgiftede, ødelagde hende, og på et tidspunkt lå hun i en to måneder langt koma. Da hun vågnede, skrev hun videre i den genre, som mange via den norske forfatter Karl Ove Knausgård har lært at kende som autofiktion: Stedet hvor fiktion og faktisk levet liv flyder sammen.
Læsning i mørket
Duras gjorde det bare længe før Knausgård, i en anden tid, og skrev med næsten fysisk skønhed, kraft og poesi, der er fuld af selvmodsigelser og situationer, som sætter sig. Sådan som det vel også er at se tilbage på sit liv: En strøm af selvmodsigelser og situationer. Duras fik 81 år at se tilbage på, og kirken var stuvende fuld til begravelsen.
Kisten ikke større end en barnekiste. Båret ud til musikken fra »India Song« – en af de mange særegne film, Duras var involveret i som manuskriptforfatter og instruktør.
Men læs Duras, hvis du ikke allerede har gjort det! Ellers genlæs hende. Romanerne, naturligvis, men også hendes tekster om oplevelserne under krigen og den indignerede, samfundskritiske og suverænt skrevne journalistik i »Sommeren 80«. Eller, måske det mest sublime i hendes forfatterskab, de korte essays om at skrive og læse, der altså blot hedder »At skrive« og »At læse«.
I sidstnævnte lyder åbningssætningen: »Jeg læser, når det er mørkt.« Det bør Duras-læsere også gøre. Sætte sig sidst på aftenen. Lade sig omslutte af mørket. Udefra og indefra. Fra hendes skrift. Der er så smuk, at den gør ondt.
