Fortiden er aldrig forbi

Det er skræmmende perspektiver, der åbner sig ved læsningen af Michael Böss’ »Det demente samfund. Historieløshed i nutidskulturen«.

Lektor ved Aarhus Universitet, historikeren og samfundsforskeren Michael Böss, der er kendt af Berlingskes læsere som en skarpsindig og veloplagt kommentator, har skrevet en debatbog, der vil noget: Nemlig gøre op med den voksende »historieløshed i nutidskulturen«, som undertitlen lyder. Ifølge Böss viser vort samfund faretruende tegn på demens, faretruende, fordi et samfund uden erindring falder fra hinanden. Vi lever i en nutidskultur, der udelukkende fokuserer på øjeblikket, mens vi glemmer fortiden.

Denne præmis giver bogen en lang række ganske uhyggelige eksempler på. Således illustreres historieløsheden med en gennemgang af »uvidenheden i vidensamfundet«, som et af bogens afsnit kaldes. Her citerer Böss blandt andet en undersøgelse i paratviden gennemført i 2013 af TNSGallup for Berlingske med spørgsmål stillet til gymnasie- og folkeskoleelever samt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere. 24 procent mente, at den tyske kansler Otto von Bismarck, der døde i 1898, var leder af den tyske besættelsesmagt i Danmark 1940-1945, og hver femte troede, at den ligeledes længst afdøde svenske dramatiker August Strindberg – og ikke Raoul Wallenberg (hvem er han?) – stod bag redningen af mange tusinde jøder under Anden Verdenskrig.

Det er denne chokerende mangel på historisk viden, der præger den danske offentlighed og embedsstand. Den grunder sig i og hænger sammen med en tydelig kulturradikal afvisning af traditionelle værdier som Gud, konge og fædreland, hvilket Böss illustrerer med en beundringsværdig litterær og kulturhistorisk viden. I den forbindelse langer han også ud efter den politiske korrekthed, som den praktiseres i dagens Sverige, hvor det vil være »uhørt at forbinde kristendom og demokrati«, og han nikker venligt til den britiske premierminister David Camerons udtalelse i april 2014 om, at Storbritannien er »et kristent land« og såmænd også til SF-politikeren Pernille Vigsø Bagge for hendes bekendelse, at »Danmark er evangelisk-luthersk«.

Kollektiv demens

Historieløsheden, der også kan betegnes som en kollektiv demens, går nemlig ifølge Böss på tværs af det politiske spektrum. Det er således ikke kun 68er-generationen, der ignorerer vore nationale traditioner for herved at gøre den politiske manipulation af befolkningen lettere. Ganske vist citeres den tidligere SFer og nuværende socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini, der ønsker sig en skole, hvor man ikke vil »diskutere fortidens problemer og konflikter«, som en af de skyldige, men en anden synder er den tidligere Venstre-minister Ulla Tørnæs, selv om hun dog roses for at have indført de meget omdiskuterede kanonlister i folkeskolens dansk- og historieundervisning, lister, der får enhver multikulturel venstreintellektuel til at se rødt! Og selv en borgerlig politiker som tidligere statsminister Lars Løkke Rassmussen kritiseres for sin udtalelse om, at »Historie har aldrig været mit stærkeste fag, da jeg gik i gymnasiet. (...) Det, der interesserer mig, er det fremadrettede« – citatet anvendes oven i købet som et slags motto sammen med det langt mere begavede af den amerikanske forfatter William Faulkner: »Fortiden er aldrig forbi, den er end ikke fortid«. Det er netop Böss’ pointe, at fremtiden ikke kan forstås uden fortiden!

Også vores medier gøres til genstand for en analyse, og Böss angriber blandt andre DR for at nedprioritere 150 års dagen for slaget på Dybbøl Banke i 1864, idet det store folkemøde i Sønderjylland med blandt andre dronningen og statsministeren som hovedtalere totalt blev ignoreret. Hvad havde Böss mon skrevet om Ole Bornedals historieforvridende TV-serie »1864«?

Skræmmende perspektiver

Det er skræmmende perspektiver, der åbner sig ved læsningen af denne debatbog, men bevisbyrden lægges objektivt frem, argumentationen er overbevisende og Böss skriver forbandet godt. Ærgerligt, at sidehenvisninger i det nyttige register ofte har forskubbet sig med et par sider. Men læs bogen, bliv klogere – og vær vågen!

Titel: »Det demente samfund. Historieløshed i nutidskulturen«. Forfatter: Michael Böss. Sider: 222. Pris: 250 kroner. Forlag: Kristeligt Dagblads forlag.

Sven Hakon Rossel er professor emeritus ved Institut für Europäische u. Vergleichende Sprach- und Literaturwissenschaft i Wien.