Moran er blevet kaldt »jødesvin«. Han er blevet slået. Spyttet på. Som 14-årig blev han stukket i venstre ben med en hobbykniv. Han har gået i tre forskellige skoler. Hans far er muslim, hans mor jøde; begge er fra Israel, men selv er han født i Danmark. Og dét, han har oplevet – hans problemer – er ikke »en fis i en hornlygte«, fortalte han i går cirka 300 mennesker, der var mødt op til en høring på Københavns Rådhus om jødechikane i hovedstaden:

»Jeg er en af dem, der måtte gå ud af en dansk folkeskole. Det var uretfærdigt. I 8. klasse sagde min lærer, at jeg skulle sige, at jeg var fra Palæstina. Jeg sagde, at min mor var russer. Jeg var nødt til at lyve om, hvem jeg var. Til sidst sagde mine lærere bare: »Du kan ikke gå her mere«. Men jeg er kun 16 år, og jeg forstår ikke, at en mellemøstlig konflikt skal betyde så meget på Nørrebro. Jeg har ikke gjort noget,« fortalte Moran Jacob som den yngste af syv privatpersoner, som havde mod til at fortælle om konkrete oplevelser.

Der blev berettet om fysiske overfald, om tilråb, dødstrusler og almindelig tankeløs hyggeracisme, der ifølge de talende kommer fra islamistisk orienterede personer med indvandrerbaggrund, deres dårligt opdragede småsøskende eller – for de dumsmarte kommentarers vedkommende – fra tankeløse gennemsnitsdanskere. Og det er et stigende problem. Når man sjældent hører om det, skyldes det de jødiske borgeres vilje til og ønske om at »tilpasse sig«. Noget, historien har lært det jødiske folk alt for godt, sagde Max Mayer, formand for Dansk Zionistforbund.

»Jøder har lært at dukke sig. Ikke eksistere i bybilledet. Hvis man kører forbi synagogen en lørdag eftermiddag, vil man kunne se jødiske mænd gøre den samme bevægelse, når de træder ud på fortovet. De fjerner deres kalot. Det samme lærer vi vores drengebørn. De skal gå med kalot hele dagen i skolen, men vi instruerer dem til at tage den af, før de stiger på bussen hjem. Det er blevet typisk jødisk; »se os ikke, bemærk os ikke,« siger Max Mayer, formand for Dansk Zionistforbund.

Og sådan, siger han, var det ikke, da han var dreng – i øvrigt på en helt almindelig folkeskole i Vanløse. Selv har han og hans familie modtaget dødstrusler, da han var medarrangør af en fredelig demonstration.

Vaccine mod idioti

Mosaisk Troessamfund modtog sidste år underretning om 39 antisemitiske hændelser, men tallet er usikkert. Episoderne er ikke undersøgt af en neutral part; på den anden side bliver en mængde alvorlige ubehageligheder indberettet. Hvad, man skal stille op for at komme chikanen til livs, er mindst lige så vanskeligt håndterbart.

Finn Schwarz, formand for Mosaisk Troessamfund, opfordrede til »nultolerance mod intolerance« som fundament for ethvert politisk initiativ fremover. Man skal slå hårdt ned på al forskelsbehandling og hadefuld adfærd – om den så er rettet mod jøder, homoseksuelle eller sorte fodboldspillere.

Initiativtageren til høringen, Rasmus Jarlov (K), havde inviteret muslimske organisationer til at deltage i høringen, men ingen var mødt frem. Forståeligt nok, måske, for vreden vendt mod de muslimer, et fåtal formentlig, der står bag den værste chikane, var stor på høringen.

Formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi el-Abed, blev således mødt af nedladende kommentarer og højlydte suk, da han gik på talerstolen. Stemningen fik flere talere til at advare imod, at frustrationen udmunder i lige så alvorlig intolerance den anden vej; altså at danske jøder hader danske muslimer for at hade jøder. Et medlem af Borgerrepræsentationen, Ikran Sarwar (S) der har muslimsk baggrund, forsøgte at sætte ord på:

»Vi skal ikke tie chikanen ihjel, vi skal italesætte den. Men vejen frem er ikke at lægge nogle andre for had, så har man misset pointen i høringen. Vejen frem er kun dialog, og dialog er faktisk et meget stærkt værktøj, hvis man bruger det i tide.«

»I tide« er, ifølge flere af de fremmødte, allerede i opdragelsen derhjemme og de yngste klasser. En folkeskolelærer foreslog, at man i stil med amerikanske skolers praksis »leger« forståelsen for religiøs og kulturel forskellighed ind i de mindste uanset baggrund. En slags vaccine mod voksenlivets idioti.