The- og porcelænshandler Michael Brabrand var et af 1700-tallets største brokkehoveder. Han involverede sig i et utal af retssager og forsøgte på den mest ihærdige måde at lave ballade, men var han også ligefrem en oprører?

Brabrands stakkels børn og trofaste hustru, Louise, betalte en høj pris for husfaderens manier og ærekærhed. Følte han sig uretfærdigt behandlet, så kunne fjender og øvrighed med sikkerhed regne med, at han anlagde retssag eller på anden måde udfordrede dem.

Man ville nødig have Brabrand som nabo eller fjende, men hvor er det dog underholdende, at den slags mennesker skabte røre i andedammen, som lille København dengang var.

Denne både frastødende og fascinerende person har den nyudnævnte professor i 1700-tals historie ved Københavns Universitet, Ulrik Langen, skrevet en biografi om. En forrygende bog der ikke alene giver et stinkende autentisk billede af København i 1700-tallets slutning, men også beriger os med nye spændende personer og et tidsbillede af en kynisk hård kronprins Frederik, der slukkede den fakkel for ytringsfrihed, som Struensee havde tændt.

Ulrik Langen udgav i 2010 bogen »Hundemordet i Vimmelskaftet«, der brugte retsmaterialet fra 1700-tallet til at tegne et billede af København og dens borgere. Det var velfortalt mikrohistorie, og Langen fortsætter i sin nye bog rækken af fortællinger om sære, tragiske skæbner og rænkespil blandt mennesker i storbyen. Titlen har han hentet fra en af rettens folk, der beskrev Brabrand som en ond og farlig person med de ord.

Michael Brabrand kom fra en fattig familie fra Brabrand - deraf navnet. Som 11-årig rejste han hjemmefra og klarede sig fint som læredreng i Kalundborg i en købmandsbutik. 18 år gammel flyttede han til hovedstaden og fik succes som sælger. En dejlig pige fandt han også i Louises skikkelse.

Det gik ham godt, og han købte en ejendom i Gammel Mønt, hvor der var plads til den voksende familie og en større butik. Men Brabrand havde et kolerisk, ærekært og vanskeligt sind. Snart involverede han sig i sager mod toldmyndigheder, handelsjøder, urtekræmmerlauget og en adelsmand. Danmark regeredes af et konservativt styre med den unge kronprins Frederik som den reelle magthaver. København var et samfund, hvor prestige og ære spillede en stor rolle og man brugte retssystemet til at hævde sin ret.

Men det var også en tid, hvor uroen gærede i Europa, og revolutionen i Frankrig i 1789 satte en skræk i livet på den danske regering og kronprins Frederik.

De mange sager, der endte i håbløse tvister i retten, blev mere og mere noget rod. Rettens embedsmand Peter Bradt så sig sur på Brabrand. Og ud af dette virvar af retssager voksede en vrede hos Brabrand, hvor han så sig selv som en mishandlet dansk borger, der ikke kunne få sin ret, fordi systemet var korrupt.

Ulrik Langen fortæller - mesterligt - dette medrivende stykke Danmarkshistorie.

Ulrik Langen: "Det sorteste hjerte". Historie. Politikens Forlag